27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Private tolke holdes fra døren

Private tolke holdes fra døren

Lørdag, 02. juni, 2007, 00:00:00

Planer om udlicitering af kommunal tolkeformidling møder modstand fra politikerne. Private kan ikke sikre kvaliteten, frygter de

De 133 tolke knyttet til Københavns Kommunes tolkeformidling får lov at udføre deres arbejde i fred lidt i nu. Skepsis fra to politiske udvalg har sat en midlertidig stopper for beskæftigelses- og integrationsforvaltningens planer om udlicitering.
Den kommunale tolkeformidling sikrer kvaliteten af de freelancetolke, kommunen bruger, når der skal oversættes på socialkontoret eller hospitalet.
Det vakte derfor opstand, da beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i marts vedtog et forslag om at sende formidlingen i udbud, i håb om at kunne hente en besparelse på en fjerdedel af timeprisen på tolkning hjem.
- I den kommunale tolkeformidling bliver tolkene testet og skriver under på et etisk kodeks. Der er ingen nationale standarder for tolke, så hvis det lægges ud til et privat firma, kan hvem som helst melde sig som tolke, siger Lotte Rørtoft-Madsen, repræsentant for Københavns tolke, til Arbejderen.
Tolkenes bekymring vækker genklang i de to politiske udvalg, der har haft forvaltningens forslag i høring.
'Socialudvalget vurderer, at der har været god tilfredshed med tolkeformidlingen. Der er usikkerhed om forvaltningens forventning til at kunne spare ved udbuddet', hedder det i høringssvaret for Socialudvalget.
Børne- og ungdomsudvalget er også bekymret for, om udliciteringen vil gå ud over kvaliteten.
Udvalgenes skepsis betyder, at udliciteringen ikke som ventet blev vedtaget i maj. I stedet skal beslutningen sandsynligvis vendes i Borgerrepræsentationen. Men inden det kommer så langt, opfordrer de københavnske tolke forvaltningen til at trække forslaget tilbage.
- Erfaringer fra Ishøj, som udliciterede sit tolkearbejde for et års tid siden, viser, at kvaliteten bliver mærkbart dårligere. Tolkene har ingen erfaring med det danske system, de blander sig i sagsbehandlingen og møder ikke op til aftaler. I så følsomme sager som hospitalsbesøg og anden kontakt til myndighederne, kan det få fatale konsekvenser, hvis kvaliteten forringes, advarer Lotte Rørtoft-Madsen.
Hun peger desuden på, at en udlicitering vil medføre store administrative ekstraomkostninger for kommunen, når der skal ringes rundt til forskellige firmaer, og disses arbejde skal kontrolleres.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland