Kommunerne har i økonomiaftalen sagt ja til at kommunerne og de enkelte institutioner kontraktligt skal binde sig til at opfylde bestemte mål
De kommunale institutioner skal gennem forpligtende kontrakter, der afsætter mål og rammer for den service, de skal yde. Kommunernes egen kontrol med institutionerne skal desuden overdrages til kontrollører udefra.
Det fremgår af et syv sider langt bilag til regeringens økonomiaftale med kommunerne.
Oplysningerne får panderynkerne frem hos Søren Winther, rejsesekretær i Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, BUPL.
- Jeg har endnu ikke nået at nærlæse bilaget. 'Kontraktstyring' er jo et begreb, der kan fortolkes på mange måder. Men jeg er da bange for, at det her kan betyde mere ovenfra-og-ned-styring, og ikke det omvendte, selv om papiret taler om 'decentral styring', siger Søren Winther til Arbejderen.
Mennesker, ikke søm
Ifølge bilaget skal både målene og resultaterne offentliggøres, for at lette 'brugernes frie valg'.
- Vi vil gerne være med til at formulere, hvad det er for behov, som børnene, forældrene og de unge i har, og og sætte nogle pædagogiske mål for vores arbejde. Men vores medlemmer producerer jo ikke chokoladekiks eller søm. Så hvis det bliver noget med at opstille 'produktionsmål' for daginstitutionerne', vil vi klart sige fra, siger Søren Winther.
- I det hele taget måles vores arbejde på, at der på langt sigt kommer nogle livsduelige voksne mennesker ud af det. Det er ikke et regnskab, man kan gøre op hvert halve år.
Kontrol udefra
Regeringen og kommunernes Landsforening har også aftalt, at de kommunale institutioner skal tjekkes af nogle udefra kommende kontrollører. kontrollørerne skal godkende, 'akkreditere' institutionerne, udfra om de lever op til de fastlagte standarder.
- Jeg har oplevet akkreditering i daginstitutioner på en studierejse til USA. Der blev det begrundet med, at personalet generelt var dårligt uddannet, og at der derfor var brug for kontrol udefra. Men vi er jo rimeligt veluddannede i Danmark, siger Søren Winther
- Jeg har svært ved at se noget fornuftigt i, at folk skal komme rundt og se, om vi overholder nogle fastlagte standarder. Jeg synes ikke, sådanne USA-metoder passer her i Danmark, tilføjer rejsesekretæren.
Fælles kommunemål
Også kommunerne skal mål-og-ramme-styres på de områder, hvor der ikke er brug for en mere detaljeret regulering. Der skal laves aftaler, som gælder for kommunerne under ét, for eksempel om mål for optage på ungdomsuddannelserne
Kommunerne skal arbejde kollektivt for at nå målene, og kunne dokumentere, at de har opfyldt aftalerne. Hvordan de vil fordele opgaverne imellem sig må de selv om.
'Til gengæld afholder staten sig fra yderligere detailregulering på aftaleområderne,' hedder det i bilaget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278