Masoud Reisvand sad varetægtsfængslet i 54 dage efter rydningen af Ungdomshuset. I Vestre Fængsel fik han bank af fængselsbetjentene

- Jeg er ligeglad med, hvor og hvornår jeg skal ind og afsone min straf, bare det ikke bliver i Vestre Fængsel!
Sådan lyder den afsluttende kommentar fra Masoud Reisvand, der her fortæller om den afmagt, frustration og ydmygelse han oplevede under sin varetægtsfængsling i Vestre Fængsel. Han blev anholdt den 1. marts, i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.

Fik bank
- De første tre dage i Vestre Fængsel forlod jeg slet ikke min celle. Når jeg skulle tisse, gjorde jeg det i håndvasken. Hvis man vil på toilettet, skal man ringe på en klokke, men jeg vidste, at der alligevel ville gå en time, fra jeg ringede på klokken, til jeg kunne få lov at komme på toilettet. Sådan er det i Vestre Fængsel, så alle tisser bare i vasken, fortæller Masoud Reisvand til Arbejderen.
- Efter tre dage skulle jeg altså på toilettet, så jeg ringede på klokken, og efter en time kom de og førte mig til toilettet. For at blive lukket ud igen skulle jeg åbenbart ringe på en klokke, men det vidste jeg ikke, så jeg bankede bare på døren for at få dem til at åbne den.
- Da døren blev åbnet, stod der fem betjente udenfor, og den ene af dem hev mig ud fra toilettet. Udenfor toilettet begyndte de at banke mig. Én vred min arm om på ryggen og smed mig ned på maven. Bagefter kastede han sig ned oven på min arm med al sin vægt. De førte mig fra fjerde sal ind i en elevator og ned i stuen. Det tog måske fem minutter, og hele vejen blev jeg slået og sparket.
- Først bagefter fortalte de mig, at det ikke er tilladt at banke på dørene i et fængsel.

Observationscelle
Han blev ført til en observationscelle på førstesalen, hvor særligt farlige og besværlige fanger opbevares.
- I observationscellen skal man have alt tøjet af, jeg ved ikke hvorfor. De kom ind og tog alt tøjet af mig, det var meget ydmygende og jeg følte mig helt magtesløs.
I observationscellen fik Masoud Reisvand et epileptisk anfald. Det får han normalt to til tre gange om året, men i løbet af de 54 dage, han sad varetægtsfængslet, fik han tre anfald.
- Jeg er helt sikker på, at mine anfald blev fremprovokeret af den meget stressende situation, det er at sidde i fængsel.
Tilsyneladende er han blevet tilset af en læge efter anfaldet, men han kan ikke huske det, fordi han i forbindelse med det epileptiske anfald fik hukommelsestab.
- Der blev også taget røntgenbilleder af min arm, men lægen påstod, at der ikke var noget i vejen og gav mig bare noget smertestillende, fortæller Masoud Reisvand, der stadig har smerter i sin venstre arm i dag, tre måneder efter at han fik bank.
- På et tidspunkt skulle vi have strips på. Jeg prøvede at forklare betjenten, at jeg havde meget ondt i min arm og ikke kunne få den om på ryggen. 'Hvis ikke du selv gør det, så gør jeg det' sagde han bare, og så måtte jeg holde ud og tage smerten.
Heller ikke hans højre fod, som han forstuvede under anholdelsen, blev der taget hensyn til, selvom han havde problemer med at gå de første par dage efter anholdelsen.

Tag hjem
For Masoud Reisvand var det ikke bare et smertefuldt men også et ydmygende møde med det danske retsvæsen.
- Under anholdelsen måtte jeg slet ikke sige noget, hvis jeg åbnede munden, sagde de 'hold din kæft, din kælling'. Den betjent, der anholdt mig, spurgte mig, hvor jeg kom fra. Jeg sagde, at det ikke ragede ham, og han viskede ind i mit øre 'rejs dog hjem', fortæller Masoud Reisvand, der er flygtning fra Iran og har permanent opholdstilladelse i Danmark.
- Senere mødte jeg den racistiske betjent der anholdt mig i Vestre Fængsel. Jeg sagde til ham, at jeg ikke synes, det var en ordentlig måde at behandle andre mennesker på, men han ville ikke se på mig, han kiggede bare ned i gulvet. En af de andre betjente sagde til mig, at den slags snakker man ikke om i fængslet.
- Jeg snakkede med en anden iraner derinde, der også havde fået bank. Mens jeg selv fik bank, kaldte de mig for en abekat, fortæller Masoud Resivand, der dog ikke ved, om der var racistiske motiver bag overfaldene.
- Men jeg har tænkt mig at anmelde ham, der anholdt mig, for racisme. Og jeg har tænkt mig at anmelde dem, der gav mig bank, for vold. Jeg kan i hvert fald genkende én af dem, for når man har fået tæsk af en mand, glemmer man ham aldrig.
- Jeg spurgte mine venner derinde, om jeg skulle tilgive ham, eller om jeg skulle køre sag imod ham, og alle sagde, at jeg skulle køre sagen. Nu håber jeg bare, at det kommer til at få nogle konsekvenser.

Sammenholdet
Efter tre dage i Vestre Fængsel blev Masoud Reisvand overført til Nyborg Statsfængsel.
- I Nyborg behandlede de os rigtig pænt, og gjorde hvad de kunne for os. Her fik jeg også nogle gode venner.
- Jeg kørte sammen med tre unge mænd i bilen fra Vestre til Nyborg. Først gad jeg ikke snakke med dem, fordi jeg troede, at de var stikkere, der bare ville have oplysninger ud af mig. De sad og snakkede om, at der var én, der havde fået bank i fængslet, og at det havde været helt vildt. Da det gik op for mig, at de ikke var stikkere, fortalte jeg dem, at det var mig, der havde fået bank. De var så søde og trøstede mig.
Da de to første uger af varetægtsfængslingen var gået, blev Masoud Reisvands venner ført tilbage til Vestre Fængsel, fordi de skulle for retten. Alle havde fået to ugers varetægt undtagen Masoud Reisvand, der havde fået fire uger.
- Der er mange, der har fortalt mig at grunden til, at jeg fik en længere varetægtsfængsling er, at jeg ikke er dansk statsborger, men jeg ved det ikke.
- Så fik jeg at vide, at jeg også skulle tilbage til Vestre. Det havde jeg selvfølgelig ikke lyst til, men jeg var glad for, at jeg skulle det samme sted hen som mine venner. Der var en fed stemning og et godt sammenhold mellem de indsatte. På gåturene snakkede vi om alt muligt og spillede fodbold.
Efter de fire uger fik Masoud Reisvand forlænget sin varetægt og sad i Vestre Fængsel indtil den 23. april.
- Det er virkelig er frygteligt sted. Jeg har også prøvet at sidde i fængsel i Iran, men det var ikke nær så slemt. Der blev jeg bare truet med tæsk, i Vestre Fængsel fik jeg tæsk.

Inspektør kan ikke udtale sig
- Jeg kan ikke udtale mig om enkeltsager, siger Peter Vesterheden, inspektør i Vestre Fængsel, da Arbejderen vil have hans kommentar til anklagen om vold mod indsatte.
- Men generelt kan jeg sige, at vi ikke slår indsatte.
Peter Vesterheden opfordrer, Masoud Reisvand til at klage, så sagen kan blive undersøgt.