19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Demonstration når Folketinget åbner

Demonstration når Folketinget åbner

Lørdag, 16. juni, 2007, 00:00:00

Mens regeringen kæmper for at få en kvalitetsreform på plads, begynder velfærdsinitiativerne på gulvplan at røre på sig

Regeringens aftale med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner lægger ikke op til forbedring af de offentlige ydelser og giver ikke det tiltrængte løft af den danske velfærd, mener Peter Kay Mortensen, formand for LO Storkøbenhavn.
- Jeg har heller ingen fidus til, at regeringens kvalitetsreform eller trepartsforhandlingerne fører til bedre velfærd, siger han til Arbejderen.
Opfattelsen står LO-formanden ikke alene med, og derfor er der ved at komme gang i aktiviteter, der skal pege på behovet for flere penge til offentlig velfærd.
I onsdags havde LO Storkøbenhavn inviteret initiativtagerne omkring sidste års velfærdsdemonstrationer til møde for at diskutere den aktuelle situation og nye velfærdsaktiviteter. Utilfredsheden med den borgerlige regerings angreb på velfærden er intakt, ikke mindst blandt de uddannelsessøgendes organisationer, oplyser Peter Kay Mortensen.
- Vi stiler efter at arrangere en demonstration den 2. oktober, når Folketinget åbner, lyder det fra LO-formanden.
Finn Sørensen, næstformand i 3F Industri og Service, deltog i LO-mødet. Han er også medlem af koordinationsudvalget i Fagligt Ansvar, der samme onsdag diskuterede, hvilke opgaver initiativet skal kaste sine kræfter ind i.
- En af de opgaver, vi satser på, er udviklingen af velfærdsbevægelsen lokalt og som landsdækkende bevægelse, siger Finn Sørensen til Arbejderen.
Fagligt Ansvar bakker op om en markering ved Folketingets åbning, men vil samtidig gerne arbejde videre med at udvikle den politiske platform, der skal udgøre alternativet til regeringens politik.
- Det kan for eksempel ske på en konference, men det vigtigste er, at det bliver bevægelserne og ikke de politiske partier, der formulerer de konkrete krav, understreger Finn Sørensen.
Fagligt Ansvars koordinationsudvalg holder nyt møde den 31. august, mens LO Storkøbenhavn allerede kalder sammen igen den 28. juni. Da forventes der at være en endnu bredere kreds af deltagere, der kan sætte skub i velfærdsaktiviteterne på gulvplan.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland