20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Trepartsaftale trækker ud

Trepartsaftale trækker ud

Lørdag, 16. juni, 2007, 00:00:00

Regeringens tidsplan for offentliggørelse af plan for bedre velfærd holdt ikke. Fagtoppen og regeringen forhandler videre, men ingen tør sige, hvornår aftalen ligger

Natten til fredag og hele fredagen var præget af hektisk mødeaktivitet.
Indtil tider med kaoslignende tilstande, fortæller kilder i fagbevægelsen til Arbejderen.
Både i Finansministeriet og de faglige hovedorganisationer blev der arbejdet på højtryk for at nå regeringens ambition om et afsluttende møde i trepartsforhandlingerne i går klokken 15. Her skulle resultatet af forhandlingerne mellem regeringen, de offentligt ansattes arbejdsgivere og deres faglige organisationer offentliggøres.
- Det når vi ikke, meddelte Finansministeriets presseinformation midt på eftermiddagen.
Samtidig lyder beskeden, at 'processen fortsætter, men vi ved ikke, hvornår den slutter'.
Finansminister Thor Pedersen (V) havde ellers sat formændene for de tre faglige hovedorganisationer LO, FTF og Akademikernes Centralorganisation stævne fredag aften/nat i et forsøg på at få fagbevægelsens blå stempel på regeringens kvalitetsreform.
Klokken 2 gik parterne hver til sit, fordi uenigheden om afgørende knaster stadig var for stor. Uenighederne koncentrerer sig om især tre spørgsmål: Retten til efteruddannelse, retten til seniorordninger og spørgsmålet om at deltidsansatte skal have ret til flere timer.
Hele fredagen var telefonerne rødglødende. Hovedbestyrelsesmedlemmer og forretningsudvalgsmedlemmer i fagforbundene sad standby. Spekulationerne gik på, om der kom en aftale, der skulle tages stilling til.
En af dem, der ventede forgæves på at blive kaldt til møde, var Ulla Nygaard. Hun er næstformand i BUPL Århus, medlem af forbundets hovedbestyrelse og det faglige udvalg i Kommunistisk Parti. Hun lægger ikke skjul på, at hun helst ser, at fagbevægelsen slet ikke skriver under på Foghs kvalitetsreform
- Det her handler om en politisk og ideologisk kamp om udviklingen af hele den offentlige velfærd, ja om udviklingen i samfundet generelt. Det er derfor vigtigt ikke kun at forholde sig til ressourcefordelingen men også se på de bindinger, Fogh ønsker at lægge ned over fagbevægelsen. Med en underskrift vil fagbevægelsen blive hægtet op på regeringens planer om markedsgørelse af hele det offentlige område, siger Ulla Nygaard til Arbejderen.
Hun er ikke i tvivl om, at regeringen spekulerer i at splitte de offentlige grupper ud mod hinanden, men hun krydser fingre for, at det ikke lykkes.
Ved Arbejderens deadline var der endnu intet afklaret. Det ligger imidlertid fast, at FTF ikke kan stemme ja til en aftale, før der er enighed blandt medlemsorganisationerne. Spørgsmålet er, om LO tør gå enegang i trepartsforhandlingerne. Det vil vise sig.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland