20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vestjysk lønoprør breder sig

Vestjysk lønoprør breder sig

Lørdag, 16. juni, 2007, 00:00:00

Holstebros ansatte på ældreområdet strejker stadig. Oprøret breder sig til store dele af Vestjylland

Strejken blandt de ansatte på ældreområdet i Holstebro fortsætter med uformindsket styrke. Det besluttede de strejkende i går morges.
- Alle de ansatte på området blev enige om at fortsætte strejken weekenden over. Det gælder både social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, hjemmehjælpere og sygehjælpere, siger Grethe Nielsen, sektorformand for sosu-området i FOA Holstebro, til Arbejderen.
De godt 1000 ansatte på ældreområdet i Holstebro strejker, fordi de er utilfredse med deres løn- og arbejdsforhold.
- Efter morgenmødet gik 2-300 af deltagerne i demonstration gennem gågaden ned til rådhuset, oplyser den vestjyske sektorformand.
Hun fortæller, at opbakningen til de strejkende er stor blandt byens borgere og de ældre.
- De forstår godt, hvorfor de ansatte protesterer. De oplever jo selv, hvor pressede de er. Både borgere og småvirksomheder har doneret penge til strejkekassen - det er jo ikke helt billigt at holde en faglig kamp kørende på tredjedagen.
Den holstebroske gavmildhed falder på et tørt sted, for Arbejdsretten idømte torsdag de strejkende en bod på 40 kroner i timen for de faglærte og 35 kroner i timen for de ufaglærte.
Strejken i Holstebro Kommune har vundet genklang blandt ældreområdets ansatte i store dele af Vestjylland. I løbet af ugen har der været demonstrationer og faglige møder i Thisted, Struer og Hanstholm. Og i Nykøbing Mors på Morsø demonstrerede 350 ansatte torsdag.
- Det er næsten halvdelen af alle de ansatte på ældreområdet her, så det er bare flot. Det viser, at vi godt kan stå sammen, når det gælder kampen for bedre vilkår, fastslår Gitte Jeppesen, der er social- og sundhedshjælper i Nykøbing Mors, overfor Arbejderen.
Lønoprøret spreder sig stadig. Fredag holdt omkring 50 ansatte på ældreområdet i Thyborøn og Harboøre i Lemvig Kommune fagligt møde.
- Vi har stemt for sympati med de ansatte i Holsterbro. Om vi vil strejke, ved jeg ikke, men mandag vil vi indkalde til stormøde for de ansatte på ældreområdet i resten af kommunen, siger talskvinde Mona Neseth til Arbejderen.
En del af protesterne er begyndt at trænge igennem de vestjyske rådhusmure. I Thisted blev demonstranterne inviteret til kaffe hos borgmester Erik Hove Olesen, og i Nykøbing Mors har både byrådsformanden og borgmesteren varslet, at de vil høre, hvad de ansætter kræver.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland