I dag offentliggøres resultatet af afstemning-en om Falck-reddernes overenskomst. Der forventes tæt opløb om en aftale, der betaler løn-løft med stor fleksibilitet
Klokken 15.00 offentliggør 3F, om 4.000 Falck-reddere har stemt ja eller nej til en ny overenskomst for de næste tre år.
- Selve lønnen, der vil stige med 5,6 procent i perioden, synes folk generelt er i orden. Derimod synes de, at der er lagt alt for meget fleksibilitet ind i aftalen, siger Orla Aagaard, formand for den faglige brancheklub for Falck-ansatte i Århus, til Arbejderen.
Fleksibiliteten gælder eksempelvis vagternes placering. I forliget lægges der op til, at redderne kan sendes i vagt på fem forskellige stationer, hvor de i dag er tilknyttet én hovedstation. Det indgår også, at ny-uddannede reddere skal finde sig i at blive kostet rundt mellem alle funktioner i en periode på fem år.
- Det har fået nogle af dem til seriøst at overveje, om de skal blive i faget, fortæller Orla Aagaard.
Endelig er det faldet Orla Aagaard for brystet, at der er lagt op til samdrift af stationerne, og dermed åbnet for en kraftig barbering i antallet af tillidsrepræsentanter.
I hovedstadsområdet har redderne 'accepteret' løndelen, mens de er utilfredse med, at kravet om at blive kompenseret for arbejde på helligdage ikke er blevet imødekommet. Det betyder, at redderne har færre fridage end andre på det danske arbejdsmarked, fortæller Frank Johansson, fællestillidsrepræsentant og formand for Reddernes Faglige Klub København, til Arbejderen.
Han tør ikke gætte på afstemningsresultatet, men peger på, at Falck-ledelsens gebærden under hele konflikten har påvirket stemmeafgivningen i retningen af et nej. Frank Johansson hentyder til, at Falck, både før og efter forliget var på plads, systematisk har benyttet underleverandører til at udføre strejkeramt arbejde.
- Det oplever redderne som en provokation, og vi har virkelig skullet bruge kræfter på at mane til besindighed.
Uanset afstemningsresultatet, mener begge tillidsrepræsentanter, at konflikten har styrket det faglige sammenhold. De netværk, som konflikten har været med til at knytte, kan vise sig meget nyttige, når det bliver hverdag igen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278