19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lønkonflikt i Kolding trækker ud

Lønkonflikt i Kolding trækker ud

Onsdag, 20. juni, 2007, 00:00:00

200 ansatte på Smurfit blokerer ikke mere deres arbejdsplads i Kolding. De vil ikke medvirke til arbejdsgiverens optrap-ning af konflikten. De vil bare have mere i løn

Her til morgen mødes de 200 ansatte fra emballagefabrikken Smurfit Kappa Corprint i Kolding til stormøde i deres fagforening.
De har strejket siden den 28. maj for højere løn.
- Lige nu er der ikke udsigt til en løsning. Ole Møller Hansen (direktøren, red.) forlanger at alle fire skift skal køre, før han vil forhandle, siger talsmand Jan Røjkær til Arbejderen.
Tilliden til virksomhedens ledelse har lidt nogle gevaldige knæk under den langvarige lønkonflikt. Arbejdet blev på et tidspunkt genoptaget i den tro, at der ville komme gang i reelle forhandlinger. Men ledelsen spillede ud med en lønstigning på to procent som svar på de ansattes krav om 6,5 procent. Det er, hvad lønnen skal hæves med, for at de strejkende kommer op på den gennemsnitlige timeløn i branchen, som de for tiden ligger 10 kroner under.
Strejken har sat sammenholdet på en hård prøve, indrømmer Jan Røjkær.
- Ledelsen truer med at flytte produktionen til Polen. Den siger, at konflikten koster arbejdspladser og vi bliver truet med fritstilling. Folks feriepenge bliver tilbageholdt. Der er folk, der har sagt op. De kan ikke få en fyreseddel, men må blive i virksomheden i hele opsigelsesperioden, fortæller han.
Politiet har også forsøgt at kyse de strejkende. Fredag i sidste uge opløste ordensmagten den fysiske blokade, som de havde etableret foran Kolding-virksomheden for at forhindre, at der forsvandt varer fra arbejdspladsen. Siden har der ikke været blokeret, fordi emballagearbejderne ikke ønsker at medvirke til ledelsens optrapning af konflikten.
- Nu er der ikke flere varer i Kolding. I stedet lader det til, at ledelsen flytter forme og udstandsningsskabeloner ud her fra. Ender de på én af koncernens andre danske afdelinger håber vi kollegerne vil være solidariske med os, lyder det fra Kolding.
De strejkende har bemærket, at den lokale vognmand Daugaard har hyret udenlandske chauffører til at køre for Smurfit Kappa. Det ser Jan Røjkær som tegn på, at de danske chauffører bakker op om de strejkende.
Det kan du også gøre. Der er oprettet en konto til formålet. Den har nummeret 53460323890.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland