Mere løn til hjemmehjælperne vil brede sig - det er nemlig fremtiden, hvis velfærden skal sikres, fastslår formanden for Allerøds velfærdsudvalg
I et halvt år har hjemmehjælperne i Allerød fået indsat 3500 kroner mere på lønkontoen for præcis det samme arbejde, som deres kollegaer udfører i resten af landet.
Et fuldstændigt enigt byråd - inklusive den konservative borgmester - fandt penge til en årlig lønforhøjelse på 7000 kroner på budget 2007. Den 1. januar blev lønnen sat op.
- Lønstigningen har kun virket et halvt år, og vi har allerede fået positive tilbagemeldinger fra både ansatte og borgere, siger Flemming Villadsen til Arbejderen. Han er socialdemokrat og formand for Sundheds- og Velfærdsudvalget i Allerød Kommune.
- Hjemmehjælperne har alt for længe været i den nederste ende af lavtlønsgruppen. Lønstigningen er først og fremmest et signal til de nuværende og kommende hjemmehjælpere om, at vi værdsætter deres arbejde. Det er hårdt, fysisk nedslidende arbejde med mange løft, påpeger han.
Med en højere løn håber kommunen også at kunne lokke flere hjemmehjælpere til - og få flere lokale unge til at tage en social- og sundhedshjælperuddannelse. Udover mere i løn har de lokale hjemmehjælpere også fået penge til efteruddannelse og til at forbedre arbejdsmiljøet.
Og noget tyder på, at det virker. Ved sidst ansættelsesrunde kom der 12-15 ansøgninger, da kommunen slog to stillinger som hjemmehjælpere op.
Også Århus og Odense har problemer med at tiltrække arbejdskraft. Her overvejer kommunen at importere hjemmehjælpere fra Polen til at pleje sine ældre. Den løsning bryder Flemming Villadsen sig ikke om.
- Den model vil give nogle sproglige problemer. Det er jo ikke mumier, der går rundt. Hjemmehjælperne yder menneskelig omsorg og snakker med de ældre. Det er jo ikke tale om ren opbevaring, mener formanden for Sundheds- og Velfærdsudvalget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278