19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

I dag holder moppen banneret

I dag holder moppen banneret

Lørdag, 23. juni, 2007, 00:00:00

Dagbladet Arbejderen var med, da hjemmeplejerne på Nørrebro nedlagde arbejdet og mødtes med kolleger fra Jylland og København for at demonstrere

Klokken er ni om morgenen, torsdag. Normalt ville de omkring tyve ansatte i voksenteam Nørrebro allerede have været i gang med hjemmehjælpen til Nørrebros psykisk syge og misbrugere i flere timer.
- Men i dag bruger vi moppeskafterne til at holde bannere med, siger Pia Gjandrup til Arbejderen.
Siden tirsdag har hun strejket sammen med resten af voksenteam Nørrebro i sympati med plejepersonalet i Holstebro. I dag er de mødtes med kolleger fra Bispebjerg i gården bag Kapelvejens medborgerhus for at male bannere og forberede sig på demonstrationen på Christiansborg Slotsplads i eftermiddag.
Selvom de ansatte i voksenteam Nørrebro er glade for både deres ledelse og deres arbejde, oplever de samme frustration, som har fået ansatte i plejesektoren over hele landet til at strejke og demonstrere i en uge.
- Der er ingen respekt omkring vores arbejde. Kravene stiger, samtidig med, at vi får stadig mindre tid til det. Nu har vi lige fået at vide, at vi skal klare indkøb og rengøring hos en klient samtidig med, at vi vasker tøj for en anden. Det kan vi simpelt hen ikke, understreger Pia Gjandrup.
- Da vi hørte, hvad der foregår i Holstebro, blev vi meget hurtigt enige om at nedlægge arbejdet. Det er fan`me på tide vi viser solidaritet og holder op med at være pæne offentligt ansatte, der bare gør hvad der bliver sagt, siger Dagmar Jensen fra teamet på Nørrebro til Arbejderen.
- Det lyder godt. Hvordan formulerer man det på et banner, spørger hendes kolleger, der med gummihandsker på netop er blevet færdige med dagens første lærred.
'Nok er nok! Bedre vilkår!' står der med sort og rød graffiti.

Ingen har strejket før
Ingen af de godt tyve forsamlede kolleger har strejket før og få har demonstreret.
- Men nu er det bare for meget med det minuttyranni. Vi går fra hver eneste klient med dårlig samvittighed over at have brugt for lidt tid. Vi skal hele tiden se på uret, forklarer Jette Christiansen fra hjemmeplejen i Bispebjerg til Arbejderen.
- Det er svært at forstå, at vi kan få så lidt anerkendelse for et arbejde, der netop handler om at anerkende og arbejde med mennesker, undrer Dagmar Jensen sig.
Snakken går om arbejdsvilkår og om alt det praktiske, når man er i strejke.
- Fagforeningen har været alt for sløve i de her dage. Grunden til, at det ikke er social- og ældreplejen i hele København, der gør som os og nedlægger arbejdet, er at folk ikke ved, hvordan man gør. Vi har brug for meget mere information fra FOA, siger Jan Nielsen fra voksenteam Nørrebro til Arbejderen.
Klokken 12 samler social- og sundhedsarbejderne sig tæt omkring en lille, transportabel radio. En af kollegerne er med i middagsradioavisen, hvor han fortæller om de strejkendes krav.
- Hvor er det vildt, at vi er med, synes Pia Gjandrup.
Efterhånden slutter flere sig til forsamlingen bag Kapelvejens medborgerhus. De har været med nødberedskabet ude hos de klienter, der ikke kan undvære hjælpen. Mobiltelefoner kimer, og der kommer meldinger om arbejdsnedlæggelser flere steder i København.
- De kommer fra resten af vores område for at hente os her, så vi kan følges ad til demonstrationen, råber kollegerne fra Bispebjerg.
Så bliver de kommunale tjenestecykler kørt i stilling og kursen sat mod Christiansborg.

10 busser fra Jylland
På slotspladsen er social- og sundhedsarbejdere fra Valby, Vesterbro og Amager allerede samlet. Der bliver klappet og piftet da Nørrebro og Bispebjerg slutter sig til med moppeskafter og bannere.
Det vækker endnu større jubel, da et stort optog kort tid efter kommer gående fra busholdepladsen bagved Børsen. Det er arbejderne i ældreplejen fra Jylland. Forrest går de strejkende fra Holstebro, der startede det landsdækkende lønoprør. Efter dem følger Skive, Herning, Ringkøbing og mange andre.
- Vi har 10 busser med fra hele Jylland med 50-60 kolleger i hver. Så kan du selv regne, får Arbejderen at vide, da mængden bevæger sig frem mod Christiansborg.
De jyske social- og sundhedsarbejdere har allerede en lang dag bag sig. Klokken syv om morgenen steg de første på busserne, og mange vil først være hjemme sent på aftenen.
For Jette Pe fra et af plejehjemmene i Holstebro, som hele ugen har været med i nødberedskabet i aftenplejen, har det været hårde dage.
- Sådan er det vel når man strejker. I de 32 år jeg har været ansat på plejeområdet har jeg aldrig strejket før. Men alle de sidste års nedskæringer har hobet sig op, og vi er så pressede nu, at vi må gøre noget, koste hvad det vil, siger hun til Arbejderen.
Åse Møller Iversen fra hjemmeplejen i Skive er enig.
- Nu er det blevet hverdag efter kommunalreformen. Vi kan se, at de vilkår kan vi ikke leve med, fastslår hun overfor Arbejderen.

Generalprøve på foråret
Plejepersonalets demonstration er anderledes end de fleste, Christiansborg lægger slotsplads til. Der er ingen stor scene eller højtalere og alle bannere er hjemmelavede og meget forskellige.
Talerne råber i en megafon, som Holstebroarbejderne har købt til lejligheden. Alle samles tæt omkring taleren, og der bliver lyttet intenst.
Det er tydeligt, at de social- og sundhedsarbejdere, der strejker i dag, virkelig mener deres protest. Deres kamp har afgørende betydning for deres livsvilkår.
@$:Det gennemgående krav fra de lavtlønnede social- og sundhedsarbejdere er mere i løn. Nogle forlanger tre løntrin højere i grundløn, andre 1000 kroner i månedligt fastholdelsestillæg og atter andre lønnen op på samme niveau, som i de private vikarbureauer.
Med til lønkravet hører også kravet om respekt og anerkendelse for deres arbejde.
Endelig forlanger social- og sundhedsarbejderne flere hænder, mere tid til arbejdet og mindre kontrol og urimelige dokumentationskrav.
- Det her er generalprøven på, hvad vi kan vente til foråret, hvis vores krav ikke bliver hørt under lønforhandlingerne, fastslår Dagmar Jensen, da hun og kollegerne vender tilbage til Nørrebro.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland