Hovedstadens social- og sundhedsarbejdere fører lønoprøret ind i sin tredje uge. Stort set hele København og omegn er med
Social- og sundhedsarbejdernes oprør for bedre arbejdsvilkår fortsætter for fuld styrke i København. Mandag gik mindst tusinde ansatte i strejke fra plejehjem og hjemmeplejen over hele København og flere omegnskommuner.
- Plejehjemmene og hjemmeplejen i stort set hele vores område strejker nu. Det er Storkøbenhavn og alle primærkommunerne som Brøndby, Ballerup og Hvidovre. Vi har tre ansatte til bare at sidde og tage imod strejkemeldinger, og de har travlt, siger Marianne Jensen, næstformand i fagforeningen FOA`s social- og sundhedsafdeling, til Arbejderen.
Omkring 500 af de strejkende samledes klokken 13 til demonstration på Christiansborg Slotsplads, hvor de krævede 'Mere løn i dag! Respekt for vores fag!' i taktfaste slagråb.
Ved demonstrationen talte repræsentanter fra mange af de strejkende arbejdspladser fra en improviseret mikrofon foran hovedindgangen til Christiansborg.
- Vi skal huske, at for hver af os der står her, er der 30 kolleger på arbejde i nødberedskabet, som bakker os op, sagde Per Pharsel, social- og sundhedshjælper fra hjemmeplejen i Vanløse.
Endelig vedtog de strejkende en udtalelse, hvor de kræver, at 'der umiddelbart sikres en markant lønstigning og flere hænder til området.'
Strejken kommer efter flere ugers protester blandt de ansatte i hjemmeplejen over hele landet. I København forbereder flere arbejdspladser sig på at fortsætte strejken, fortæller Mari Ann Petersen, fællestillidsmand for hjemmeplejen i København.
- Det er ikke til at sige hvornår det stopper. Der er gået hul på en byld, der længe har vokset sig stor af de elendige arbejdsforhold, som de ansatte i hele plejesektoren bliver budt. Der er alt for få hænder til de opgaver, der skal løses og den lave løn er et udtryk for, at det store og vigtige arbejde, som de ansatte udfører, ikke bliver anerkendt og respekteret, siger hun til Arbejderen.
- Plejeområdets ansatte vil ikke vente længere på, at politikerne gør noget ved problemerne. Der er en enorm vilje til at fortsætte den her kamp, så kravene om mere i løn og flere hænder kan nå at sætte sig fast inden lønforhandlingerne i foråret, siger Mari Ann Petersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278