19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Budget giver uro i sommervarmen

Budget giver uro i sommervarmen

Onsdag, 27. juni, 2007, 00:00:00

Københavns Kommune vil fjerne 278,4 millioner fra skoler og daginstitutioner i forbindelse med budget 2008. ¤¤Det vil give kaos¤¤, siger pædagogernes fagforening

De københavnske politikere i Børne- og Ungeudvalget skal nok indstille sig på, at sommeren ikke kan gå med afslapning på legepladsen med ungerne eller stille cafe besøg. Flere gange vil roen nok blive afbrudt af utilfredse spørgsmål om, hvordan de forestilller sig, at der kan spares 278,4 millioner på skoler, vuggestuer og børnehaver yil næste år.
De store besparelser får lærere og pædagoger til at reagere.
- Med de udmeldte besparelser for budget 2008 bliver der ikke længere skåret ind til benet - der bliver skåret i benet, lyder det fra Københavns Lærerforening og pædagogerne i fagforeningerne LFS og BUPL i et protestbrev til overborgmester Ritt Bjerregaard.
Erik Steppat, fællestillidsmand i BUPL, er en af dem, som helt sikkert ikke vil lade de Københavnske politikere få ro til at gennemføre nedskæringerne.
Han er også næstformand for samarbejdsudvalget under Børne- og Ungdomsforvaltningen, som blandt andet behandler sager som vedrører pædagoger, pædagogmedhjælpere, kontoransatte, og lærere.

Alle skal spare
De københavnske politikere sidder i øjeblikket og kæmper med at få budgettet til at hænge sammen. Børne og unge-politikerne har skulle tage stilling til et sparekatalog med hele 38 forskellige spareforslag.
Af de mange forslag har Børne- og Ungdomsudvalget på sit møde den 9.maj blandt andet valgt at spare på projekter for socialt belastede børn, at udskyde efteruddannelse af pædagoger og fjerne modersmålsundervisningen.
Resten af pengene skal findes ved den såkaldte
grønthøstermetode. Det betyder, at alle institutioner skal finde besparelser svarende til en vis procentdel af deres budget.
Det kan ifølge Erik Steppat for eksempel betyde, at alle institutioner bliver pålagt at spare fem til seks procent på budgettet.
- Det vil betyde fyringer. Maden er allerede skåret væk mange steder, så den kan man ikke skære på. Hullet er nu simpelthen så stort, at de her besparelser er uspiselige, siger Erik Steppat.
Hvis der fyres pædagoger, skal de øvrige ansatte løbe hurtigere.
- Det vil betyde stress og at folk bukker under. Desuden vil det gå ud over rekrutteringen af nye ansatte. Det er ikke en mønsterarbejdsplads, der siger: 'Her skal man arbejde hårdt for at følge med', mener Erik Steppat.
Ved budget 2007 besluttede Københavns Kommune, at de ansatte skulle være to dage mindre syge, som et led i en spareplan. Da de i foråret gjorde tallene op, viste det sig, at gennemsnittet af sygedage ikke var faldet, men tværtimod steget. Erik Steppat mener, at det er et godt eksempel på, at de ansatte allerede nu er presset hårdt.
Han fortæller om en institution, der har regnet ud, at de over en periode på ti år har mistet to fuldtidsjob, og fået skåret driftbudgettet ned fra 600.000 til 500.000 - mens børnetallet er forblevet det samme.

Regnskabsrod
Underskuddet i børne- og ungdomsforvaltningen er opbygget over flere år. Den tidligere borgmester på området, Per Bregengaard fra Enhedslisten, har været beskyldt for ikke at have haft styr på økonomien. I januar valgte Per Bregengaard at forlade Borgerrepræsentationen 'af arbejdsmæssige årsager'. Enhedslisten lovede i samme periode at give deres politikere bedre kurser i at klare de parlamentariske poster.
Erik Steppat mener dog ikke, at man kan give en enkelt mand skylden for forvaltningens økonomiske rod.
- Det er jo ikke fordi man har svømmet i ressourcer. Man har ikke brugt pengene på aktiviteter, som har været uhensigtsmæssige. Der har simpelthen været underbudgetteret i mange år, siger Erik Steppat.
Løn er en stor post på Børne og Ungdomsudvalgets budgetter og Erik Steppat forklarer, at kommunen har valgt at arbejde med en gennemsnits-løn. Man skal ikke have arbejdet mere end fem til seks år, før man ligger over gennemsnittet, og så er det ifølge Erik Steppat, at budgettet skrider.
Han mener derfor, at kommunen burde have revideret sine regnskaber oftere, så de passer til den virkelighed, der er ude på institutionerne.
Det er ikke kun Erik Steppat, som giver underbudgetteringen skylden for forvaltningens rod.
'Ude på de enkelte institutioner, skoler og øvrige arbejdspladser i forvaltningen er det i hvert fald ikke oplevelsen blandt medarbejderne, at man vælter sig i penge - tværtimod', lyder det fra samarbejdsudvalget af ansatte under Børne- og Ungdomsforvaltningen, som Erik Steppat er næstformand for.

Gode rammer koster
At besparelserne vil ramme de ansatte, er der ingen tvivl om, men Erik Steppat understreger, at det også vil gå ud over Københavns børn og unge. For eksempel er der forslag om at beskære åbningstiden i fritidshjem for handicappede børn med en time om dagen. Det forslag er efter indsigelser fra Landsforeningen af Socialpædagoger (LFS) udsat til august.
- Der vil over hele linjen blive længere mellem hænderne, og det vil være sværere for pædagogerne at løse opgaverne. Det bliver sværere at skabe den gode ramme om børnenes liv, som man gerne vil. Det vil selvfølgelig have stor betydning for børn med særlige behov, som får svært ved at få den hjælp og støtte de har brug for. Det er næsten blevet sådan, at man skal være glad hvis man har en skole, man kan komme i og en lærer til at undervise - meget mere er der ikke overskud til, lyder det fra Erik Steppat.
Han understreger også, at diskussionen om budgettet bør ses mere overordnet, som et spørgsmål om hvilken retning velfærdssamfundet skal bevæge sig i.
- Vi bør have en fælles, overordnet diskussion om hvilket velfærdssamfund vi ønsker. Der går en rød tråd gennem mange af beslutningerne fra regeringen, ned i kommunerne og ud i de enkelte institutioner.Hvis politikerne vil skabe de gode rammer, må de også skaffe pengene, slutter Erik Steppat.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland