20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Militæret afviser solomission

Militæret afviser solomission

Torsdag, 28. juni, 2007, 00:00:00

Regeringen vil nu undersøge, om danske specialstyrker i starten af marts 2003 opererede i Irak uden mandat fra Folketinget

Regeringen og militærets ledelse benægter, at danske specialstyrker foretog operationer i Irak, før Folketinget den 21. marts 2003 besluttede at gå i krig.
Det er hollandsk Radio 1, som har offentliggjort historien om, at hollandske soldater - under dansk kommando - opererede i Irak i begyndelsen af marts 2003.
- Det var en missionsrapport fra 4. marts 2003 om en langdistance rekognoscerings-operation fra danske specialstyrker i Irak, fortæller den hollandske journalist Huub Jaspers i programmet.
Hans oplysninger kommer fra en vesteuropæisk efterretningsofficer, der har modtaget en kopi af missionsrapporten fra soldaterne. Journalisten ønsker ikke at sætte navn på sin kilde, men han oplyser, at kilden har førstehånds-kendskab til missionsrapporten.
Den danske hærledelse afviser pure oplysningerne fra efterretningsofficeren:
- Vi afviser fuldstændig påstanden. Den er absurd, udokumenteret og usand, fastslår kommunikationschef i Forsvarskommandoen, oberstløjtnant Lennie Fredskov Hansen.
Afvisningen kommer ikke bag på SF`s formand, Villy Søvndal.
- Jeg synes, at vi er blevet mødt med så mange fordrejninger og løgne om Irakkrigen, at jeg overhovedet ikke er overrasket over den udmelding fra forsvarets side, siger han til Arbejderen.
Militæret indrømmer, at den daværende chef for Jægerkorpset besøgte to af de andre lande i regionen Bahrain og Oman den 28. februar-2.marts og den 7.-11. marts 2003 for at 'gennemføre indledende og tekniske drøftelser', skriver Forsvarskommandoen på sin hjemmeside.
- Det viser jo bare, at forberedelsen af krigen var i fuld gang, selvom Folketinget endnu ikke havde givet sit mandat, mener Søvndal.
Regeringen vil for en sikkerheds skyld undersøge, om der er noget om missionsrapporten.
- Det er ikke betryggende. Den form for undvigemanøvrer vidner om en demokratisk trængt regering. Vi må have en uvildig undersøgelse af en part, der ikke har andel i sagen, siger Villy Søvndal.
- Regeringen burde med 100 procents garanti kunne sige 'nej' til, at der har været sendt danske specialstyrker af sted til Irak uden mandat.
SF inviterer nu den hollandske journalist til Danmark.
- Så kan alle få lejlighed til at høre hans beretning. Især de borgerlige partier vil dermed få chancen for at flokkes om ham og stille kritiske spørgsmål, slutter Villy Søvndal.
Han rejser nu sagen i Udenrigspolitisk Nævn.
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, har stillet et paragraf 20-spørgsmål til udenrigsministeren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jun. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland