Vi vælter i afsløringer om misbrug af underbetalt østeuropæisk arbejdskraft. Nu truer EU-kommissionen de lande, der vil kontrollere misbruget,med EF-domstolen
EU-landene udøver i mange tilfælde en alt for omfattende kontrol med udstationering af arbejdskraft fra andre EU-lande. Hvis de ikke opgiver jagten på virksomheder, som blot udnytter EU`s frihedsrettigheder, vil de blive bragt for EF-domstolen.
Det skriver EU-Kommissionen i en meddelelse om EU-landenes udmøntning af Udstationeringsdirektivet. Meddelelsen kommer samtidig med, at fagbevægelsen herhjemme afslører en strøm af sager med misbrug af underbetalt arbejdskraft fra de nye EU-lande.
Det seneste eksempel er fra Frederikssund, hvor det polske firma Budremex har betalt fire polske bygningsarbejdere ti kroner i timen - mens de måtte arbejde på ulovlige stilladser med fare for nedstyrtning..
Der skal 'tvingende almene hensyn' til, før et medlemsland har ret til at begrænse retten til varernes, arbejdskraftens, serviceydelsernes og kapitalens frie bevægelighed, også kaldet EU`s grundlæggende frihedsrettigheder, fremgår det af EU-kommissionens meddelelse.
Som eksempel henviser EU-kommissionen til en EU-dom fra 2002 mod Danmark. I dommen slås det fast, at kontrol, der skal hindre afgiftssnyd med udenlandsk indregistrerede biler, ikke er et 'tvingende alment hensyn' - ikke engang hvis snyderiets omfang er så stort, at det efterlader et mærkbart hul i statskassen.
Dermed synes EU-kommissionen at skyde et lige så stort hul i dansk fagbevægelses krav om skrappere kontrol med de udstationerende selskaber. Kravet er fremsat som modydelse for den lempelse af Østaftalen, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har stillet i udsigt til efteråret. Og beskæftigelsesministeren har selv lovet 'effektiv myndighedskontrol'.
Socialdemokraternes EU-parlamentariker Ole Christensen har dog fået EU-kommissionens ord for, at en skiltning på byggepladser med navne på bygherre og (under)entreprenører vil 'bidrage til at øge gennemsigtigheden og dermed gøre det lettere for de kompetente myndigheder at håndhæve arbejdslovgivningen, specielt når der er tale om udstationerede arbejdstagere.'
Men hvordan man så skal kontrollere, om skiltningen er i orden, melder historien intet om. EU-kommissionen slår i sin meddelelse fast, at det vil være i strid med EU-lovgivningen at indføre kontroller, som bygger på 'en almindelig formodning om snyd eller misbrug'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278