Hovedbestyrelsen i Funktionærernes og Tjenestemændenes Forbund var splittet i sin holdning til Thor Petersens nye oplæg til trepartsaftale
Søndag eftermiddag lykkedes det finansminister Thor Petersen at få et flertal i FTF`s hovedbestyrelse til alligevel at underskrive en trepartsaftale om den fremtidige udvikling af den offentlige sektor.
Prisen for underskriften var ekstra 800 millioner kroner, udover den ene milliard kroner til FTF-grupperne, som i forvejen var forhandlet på plads sammen med LO og Akademikernes Centralorganisation (AC) for et par uger siden.
De ekstra 800 millioner kroner går især til uddannelse og efteruddannelse af pædagoger, lærere og sygeplejersker.
Danmarks Lærerforening er en af de organisationer, der også i anden omgang afviste Thor Petersens trepartsaftale.
Ifølge Anders Bondo Christensen, der er formand for lærerne, er det især det faktum, at der fortsat ikke er nogen generel ret til efter- og videreuddannelse for FTF`ere, der er den vigtigste årsag til at sige nej.
Han tvivler på, at de offentlige ansatte vil mærke forbedringer i deres hverdag.
- Vi risikerer tværtimod, at frustrationerne blandt de offentlige ansatte forøges, når løfterne om bedre arbejdsforhold ikke slår igennem til den enkelte, siger Anders Bondo.
Pædagogernes fagforening, BUPL valgte derimod at stemme ja til trepartsaftalen.
- Vi har kigget på, hvad der var af penge i aftalen. Og det centrale for os var, at vi fik vores vigtigste krav - SU-betaling til pædagogstuderende i de lange praktikker - igennem, siger Allan Baumann, der er faglig sekretær i BUPL til Arbejderen.
- Det krav har vi kæmpet for i 15 år, og det ville være svært at forklare for medlemmerne, hvis vi havde sagt nej til det.
I trepartsaftalen indgår også formuleringer om, at der skal være mere kvalitetsstyring, frit valg og privatisering. Men ifølge Allan Baumann har det ikke den store betydning:
- Regeringen skriver jo altid sådan nogle formuleringer ind i deres ting. Men vi har på ingen måde bundet os op på at skulle støtte markedsgørelsen af den offentlige sektor, fastslår han.
- Jeg har fuld fortrøstning til, at vores gode samarbejde med lærerne og resten af FTF om at kæmpe mod velfærdsforringelserne og markedsgørelsen får en ekstra tand til efteråret. Trepartsaftalen har ingen betydning for den retning, siger Allan Baumann.
Enhedslisten mener, at weekendens aftale mellem Thor Pedersen og FTF viser, at det betaler sig ikke bare at sige ja til alt, hvad der kommer fra regeringen, sådan som LO og AC efter partiets mening gjorde for to uger siden.
- Lederne i LO og AC må stå tilbage med røde ører, siger Jørgen Arbo-Bæhr, der er Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører. Han understreger, at problemerne ikke er løst med aftalen.
- De enorme problemer for de offentligt ansatte løses kun, hvis der bliver afsat et betydeligt milliardbeløb i finansloven til forbedringer af løn og normeringer i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, erklærer Jørgen Arbo-Bæhr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278