Holstebro kommune afviser at gå i dialog om lønkrav. Alligevel har strejken langtfra været forgæves, vurderer talsmand
I fredags afviste socialudvalget i Holstebro Kommune på et møde med fagforeningen FOA at love social- og sundhedsarbejderne mere i løn. Til gengæld tilbød kommunen at sikre bedre uddannelse og mulighed for fuldtidsarbejde for de deltidsansatte.
- Vi vil ikke diskutere spørgsmål om højere grundløn nu, fordi det hører hjemme til overenskomstforhandlingerne, siger Ulla Kusk, formand for social- og sundhedsforvaltningen i Holstebro, til Arbejderen.
Det imponerer ikke social- og sundhedshjælper Jannie Pedersen. Hun var talsmand for den næsten to uger lange strejke blandt kommunens social- og sundhedsarbejde. Strejken sluttede i sidste uge, men oprøret spredte sig til hele landet.
- Hvad skal vi med uddannelse, hvis vi ikke har tid til at bruge den? Der er brug for flere hænder og der er brug for et fastholdelsestillæg nu, hvis ikke de kolleger vi har, skal nå at flygte, inden overenskomstforhandlingerne, siger Jannie Pedersen til Arbejderen.
Aktionsgruppen bag lønoprøret var ikke selv inviteret med til mødet. Men afdelingsformand i FOA Holstebro, Carsten Haglund, deltog, og han har et bud på, hvorfor social- sundhedsarbejdernes grundliggende krav om mere løn og flere hænder blev overhørt.
- Der var ikke projekteret med flere penge til området. De forbedringer der blev foreslået blev alle betalt via omfordeling indenfor området, siger han til Arbejderen.
Efter sommerferien skal FOA og kommunens socialudvalg mødes igen. Her håber Carsten Haglund, at aktionsgruppen kan få lov at komme med.
Men selvom strejken ikke har ført til en umiddelbar skæppelse i lønposen, har det langt fra været forgæves, mener Jannie Pedersen.
- Hele Danmark har fået øjnene op for det store arbejde vi gør, og den ringe løn vi får. Vi har fået et helt nyt sammenhold mellem social- og sundhedsarbejderne, både her i kommunen og i hele landet. I Holstebro har vi oprettet et netværk med repræsentanter fra alle social- og sundhedsarbejdspladserne, og vi mødes stadig. Vi har gemt kontaktinformationer på kolleger i resten af landet og har oprettet en hjemmeside. Vi har lært hvordan man gør den slags, så vi kan rykke meget hurtigere næste gang, det gælder.
Jannie Pedersen er ikke i tvivl om, hvornår næste gang skal være.
- Hvis vi ikke får, hvad vi vil have, så står vi der igen til budget- og overenskomstforhandlingerne. De skal vide, at vi mener det her, fastslår hun.
I går var der strejker i otte kommuner og faglige mødet i otte andre. Blandt andet strejkede social- og sundhedsarbejderne på Sejrø.
Se mere på www.123hjemmeside.dk/plejepersonaleholstebro - Støt social- og sundhedsarbejderne i Holstebro: regnr. 7648, kontonr. 1011609.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278