Politiets forlængede kamera skal slukkes: Pressefotografer vil ikke fungere som leverandører af beviser mod aktivister

Umiddelbart skulle man synes, at mediedækningen af rydningen af Ungdomshusets var massiv - med helikopter og liveudsendelser med en hel hær af udsendte mikrofoner og kameraer. Men der var masser af billeder, der ikke blev taget.
Ved rydningen af Ungdomshuset, de efterfølgende uroligheder på Nørrebro og politiets angreb på Christiania stod det lysende klart for en række fotografer, at politiet ikke respekterer deres arbejde som demokratiets vogtere: Pressekortet blev ignoreret og i enkelte tilfælde hevet ud af hånden på fotografen og smidt hen ad jorden!
Politiafspærringer var hermetisk lukket. Fotografer blev skubbet væk, slået og endda anholdt. Det blev ikke bedre af, at chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi få timer efter Ungdomshusets rydning på direkte tv takkede de mange fotografer og slog fast, at han ville bruge de mange billeder som beviser i de kommende retssager.
- Det var det samme som at udråbe os som politiets sladrehanke. Han tildelte os en rolle. Pludselig var vi ikke længere neutrale. Tilliden til os forsvandt. Det blev sværere for os, at være mellem aktivisterne. Det var et problem. Vi skulle jo tæt på. Vi måtte have hele forløbet med - lige fra politiets voldsomme rydning af huset om morgenen den 1. marts. Ellers kunne vi ikke fortælle hele historien, fortæller Brian Berg fotograf på Berlingske Tidende.
Han var en af de fotografer, der var på gaden i de urolige marts-dage og en af deltagerne i det debatmøde, Fotografisk Center afholdt i sidste uge om politiets chikane af fotojournalister i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.
Fotografen fra Berlingske bakkes op af dokumentarfilmselskabet Bastard.
- Per Larsen satte bevidst en kile ind mellem pressen og aktivisterne. Det er et led i den værdikamp, som foregår lige nu: Lov og orden-samfundet skal forsvares med alle midler, så vil politiet i øvrigt skide på presse- og ytringsfrihed, siger Søren Steen Jespersen fra Bastard Film.

Fængslet for at gøre sit arbejde
Han ved, hvad han snakker om. Filmselskabet har fået politiets censur at føle. Bastard Film havde den journaliststuderende, Ditte Marie Nielsen, inde i Ungdomshuset, da politiet stormede huset torsdag den 1. marts tidligt om morgenen. Hun havde fulgt de unge siden august 2006.
- Det var veldokumenteret, at hun var på arbejde. Hun havde både pressekort og et dokument på, at hun var i huset som journalist - et papir vi også havde sendt til Københavns Politi, fortæller Søren Steen Jespersen.
Alligevel blev Ditte Marie Nielsen anholdt. Først søndag blev hun løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet i tre dage.
Og politiet opretholder fortsat sigtelsen mod hende. Hun er sigtet for ved sin passive tilstedeværelse at forstyrre den offentlige ro og orden.
- Hvad skulle hun ellers gøre, andet end forholde sig passivt? Det er det samme som at sige, at hun ikke må være der. Den måde at drive politiarbejde på, åbner op for nogle meget skræmmende perspektiver, siger Søren Steen Jespersen.
Sagen sluttede ikke med Ditte Marie Nielsens løsladelse. Selv på fri fod var dokumentar-journalisten stadig i politiets søgelys: I al hemmelighed forsøgte Københavns Politi nu at få adgang til at ransage hendes lejlighed. Det skete ved et byrådsmøde, som blev afholdt i dybeste hemmelighed i Københavns Byret den 22. maj. Hverken Ditte Marie Nielsen eller Bastard Film fik noget at vide om retsmødet.
- Vores egen advokat, Thyge Trier, fik 15 minutter til at dukke op i byretten - ellers ville Ditte få 'en fra listen', det vil sige en tilfældig, beskikket advokat. Politiet krævede at få adgang til Dittes videokamera og hendes råbånd med optagelser af rydningen. Da politiet tabte sagen, blev advokatens tavshedspligt ophævet, siger Søren Steen Jespersen.

Slået af politiet
Bastard Film frygter, at det fremover bliver sværere at arbejde som fri og kritisk presse. Ditte Marie Nielsen fik kun lov til at være i Ungdomshuset, fordi hun kunne love de unge kildebeskyttelse. Det er et svært miljø at komme ind i, fordi aktivisterne er skeptiske over for medierne. Hvis Dittes hjem var blevet ransaget, havde hun ikke kunne overholde sin aftale med de unge. Det havde betydet, at andre journalister fremover ville have meget svært ved at vinde de unges tillid.
En anden fotograf der befandt sig i Ungdomshuset - dog uden pressekort - sad varetægtsfængslet i næsten tre måneder. Politiet fandt tolv plakater fra Ungdomshuset hjemme hos ham og hæftede sig ved, at en aktivist havde ringet til ham kort før rydningen. Nu er han sigtet for forsøg på grov vold mod tjenestemand og for ulovlig våbenbesiddelse, fordi der blev fundet brosten, kanonslag og jernrør i huset.
Bedre gik det ikke for de journalister, som skulle forsøge at dække protesterne udenfor huset. En journalist-praktikant fra Bastard Film måtte en tur forbi skadestuen på Bispebjerg Hospital for at blive tjekket for en brækket arm.
- Han blev slået af politiet, selvom han holdt sit pressekort op over hovedet. På båndet kan man tydeligt høre, at han råbte højt, at han kom fra pressen, siger Søren Steen Jespersen.
Også Brian Berg fra Berlingske Tidende har oplevet, hvordan politiet ser igennem fingre med pressekortet.
- På et tidspunkt tog en betjent mit pressekort fra mig og kylede det ned ad gaden. Det var meget ubehageligt. Når du ikke har dit pressekort, er du jo jaget vildt. Så er du en af aktivisterne, som politiet frit kan anholde, fortæller Brian Berg.

Spin og mediestyring
Da en gruppe aktivister fra Ungdomshuset i Pippi Langstrømpe-kostumer få dage efter rydningen besatte et hus på Dortheavej, forsøgte politiet at trække en presenning over dem, så pressen ikke kunne tage billeder af de unge.
- Det var rent spin og udtryk for, at politiet forsøger at styre konflikten. Demonstranterne måtte endelig ikke fremstå som glade og fantasifulde aktivister. De skulle helst have en brosten i hånden, så de lignede voldelige terrorister, siger Søren Steen Jespersen fra Bastard Film.
Også Ekstra Bladets fotograf har oplevet politiets censur. Efter rydningen ville hans kollega tage et billede af en politi-bulldozer, der var i gang med at fjerne en brændende barrikade midt på Nørrebrogade. Politiet stod i en lang række, der spærrede hele gaden.
- Da fotografen forsøgte at tage et billede over skulderen på en betjent, blev han skubbet væk. Så forsøgte han at tage et billede mellem benene på en betjent. Pludselig fik han stukket en hånd ind foran kameraet: Hvad laver du? Skal du med?, spurgte betjenten. Det var ren chikane. Hvorfor måtte han ikke fotografere en bulldozer?, spørger Thomas Sjørup, fotograf på Ekstra Bladet.
Både under og efter rydningen var Ungdomshuset og et stort område omkring huset lukket land - selv for pressen, der skal kunne fungere som vagthund over for den udøvende magt, politiet, der er de eneste med monopol på at anvende magt. Alligevel lykkedes det ind imellem fotograferne at fange politiet i gang med ulovlige anholdelse. For øjeblikket behandler statsadvokaten et billede som dokumenterer, hvordan en politimand tager kvælertag på en demonstrant på Christiania.
Pressefotografforbundet og Dansk Journalistforbund mødtes i sidste uge med Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen. De fremlagde en lang række eksempler på politiets chikane af fotografer. Hun lovede at se på sagerne og erkender, at hvis det fremlagte står til troende, er det ikke foregået efter reglerne.