19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tvivlsomme beviser i byretten

Tvivlsomme beviser i byretten

Onsdag, 04. juli, 2007, 00:00:00

Hvis de unge, der blev taget i politiets knibtangsmanøvre den 1. marts, skal dømmes skyldige, er det ikke nok, at de var til stede fastslår advokat

Anklagemyndigheden må stille op med mere konkrete beviser, hvis de unge, der blev anholdt i politiets knibtangsmanøvre efter rydningen af Ungdomshuset, skal dømmes. Det mener advokat Ulrik Rasmussen.
Anklager i Københavns Politi, Kia Reumert, har rejst tiltale mod 26 af de personer der blev taget i politiets knibtangsmanøvre den 1. marts. 21 af de 26 vil blive fremstillet på én gang i Københavns Byret, oplyser Københavns Politi.
Advokat Ulrik Rasmussen sidder med to af sagerne. Han kan ikke forestille sig, at hans klienter bliver dømt og undrer sig over, at en af politiets anklager lyder på forsøg på medvirken til vold mod politiet.
- De har ikke selv kastet med sten. Og de har ikke noget medansvar for, at andre kastede med sten. De har ikke opfordret andre til at kaste eller opildnet andre til at kaste med sten. De hørte ikke politiet opløse demonstrationen. Da de unge kunne se, at demonstrationen udviklede sig voldeligt, kunne de ikke komme væk fordi politiet havde afspærret alle sidegader og der blev kastet sten bagfra, fortæller Ulrik Rasmussen til Arbejderen.
Anklageren kræver de to unge dømt på grund af deres blotte tilstedeværelse i demonstrationen. Københavns Byret har tidligere varetægtsfængslet dem. Men nu handler retssagen om, hvorvidt de er skyldige - og så stilles der større krav til beviserne mod den enkelte, fastslår advokaten.
- For at de kan kendes skyldige, er anklageren nødt til at gå ind i hver enkelt sag. Anklageren kræver de unge dømt blot fordi de har været på stedet og sympatiserer med Ungdomshuset. Men de unge kan ikke dømmes, alene fordi de har været fysisk til stede. De var der ikke for at kaste med sten, men for at deltage i en lovlig anmeldt demonstration. Det skal man kunne, uden at blive dømt. Og det er jeg sikker på, at retten vil slå fast, siger Ulrik Rasmussen.
Efter at Højesteret frikendte tre ud af seks anholdte i dagene efter Ungdomshusets rydning, er politiet nu gået i gang med at overveje resten af sagerne.
- Vi har nu sendt 26 sager fra knibtangen på Nørrebrogade den 1. marts til retten. De resterende cirka 20 sager fra knibtangen kigger vi nu på. Naturligvis vil der heriblandt være sager, som vi beslutter at frafalde, fordi vi ikke mener at beviserne kan føre til domsfældelse, siger vicepolitikommissær i Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet, Kjeld Christensen, til Arbejderen. Han sidder med størstedelen af retssagerne mod de unge.
- Der vil givet vis også være sager, som er grundløse - som det var eksempelvis med italieneren, der ikke var en del af optøjerne og ikke kunne forstå politiets ordrer, fordi han ikke kunne dansk, lyder det fra politikommissæren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jul. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland