19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FOA-afdeling afviser engangsbonus

FOA-afdeling afviser engangsbonus

Torsdag, 05. juli, 2007, 00:00:00

- Vores medlemmer har lige strejket for at få en varig lønforhøjelse, med ferie, pension og det hele. Så vil vi da ikke spises af med et engangsbeløb, siger FOA-formand

I mandags annoncerede Helsingørs konservative borgmester Per Tærsbøl, at han ville give hver enkelt ansat i kommunens ældrepleje et engangsbeløb på 8000 kroner.
Tilbuddet kom i kølvandet på de omfattende strejker i ældreplejen. Men det blev øjeblikkelig afvist af FOA i Nordsjælland.
- Vores medlemmer har lige strejket for at få en varig lønforhøjelse, med både ferie, pension og det hele. Så vil vi da ikke lade os spise af med et engangsbeløb, forklarer Frank Hansen, der er formand for FOA-Nordsjælland til Arbejderen.
Derudover mener han også, at det er FOA-medlemmernes egne penge, som borgmesteren i realiteten deler ud af.
- Ud af de 1,9 millioner, som borgmesteren tilbyder, er de 1,1 millioner kroner fra den såkaldte Ny Løn-pulje. Så der er jo ikke tale om ekstra penge. Han deler dem bare ud, uden at forhandle med fagforeningen om hvordan det skal ske, fortæller Frank Hansen.
De penge, der via overenskomsten er afsat til Ny Løn, er 'organisationsopdelt'. Det vil sige, at det på forhånd er fastlagt, hvor meget der skal gå til de enkelte faggrupper.
Ifølge FOA-formanden har afvisningen af en engangsbonus fra kommunen ikke givet anledning til utilfredshed blandt hans medlemmer.
- Vores tillidsfolk melder tilbage, at folk ude på arbejdspladserne godt kan forstå, at vi har sagt nej, siger Frank Hansen.
Pengene, som borgmesteren ville dele ud, bliver nu i stedet liggende i den lokale lønpulje.
Ifølge FOA-formanden har kommunen netop indviliget i et forhandlingsmøde om pengenes fordeling den 26. juli.
- Jeg regner da med, at vi så kan få en konstruktiv forhandling med kommunen, slutter han.
Helsingørs borgmester afviser kritikken fra FOA.
- Kommunerne må i fællesskab finde en løsning på det lønspørgsmål, som jeg er enig i må klares. Og det skal klares centralt. Derudover mener jeg også, at vi skulle vise, at vi synes vores personale fortjener en bonus. Og det er så det, vi har gjort, siger Tærsbøl til DR København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jul. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland