Ledelsen på Smurfit Kappa i Kolding har svært ved at forstå, at de ansatte mener kravet om mere i løn alvorligt - helt alvorligt. Imens er sammenholdet på fabriksgulvet blevet stærkere og stærkere

Strejker og blokader. Det har været hverdag på emballagefabrikken Smurfit Kappa i Kolding siden den 28. maj.
Det var dagen, hvor de knap 170 arbejdere valgte at gå i strejke i utilfredshed med ledelsens lønudspil. I tre og en halv uge var fabrikken strejkeramt. Den 20. juni blev arbejdet genoptaget for at få gang i forhandlingerne.
Da vi møder de to tillidsrepræsentanter en uge senere er resultat af afstemningen om ledelsens seneste lønudspil endnu ikke kendt. Kun natholdet og dagholdet er blevet informeret, og her var stemningen mildt sagt ikke for positiv.
Reaktionerne går på, at lønstigningen på grundlønnen stadig er alt for langt fra de ansattes krav på sammenlagt 14,50 kroner i timen over to år. Overfor det tilbyder ledelsen en tre-årig aftale, 3,75 kroner i timen på grundlønnen det første år, og henholdsvis fire kroner og 4,25 i 2008 og 2009. Dertil en variabel bonusaftale.
- Problemet med variable bonusaftaler er, at det ikke er et fast tillæg. Bonus`en bliver først udløst, hvis produktionen når en bestemt størrelse. Maskinerne skal køre uden problemer, og ordrerne skal være i hus, ellers kan man ikke nå op på de angivne kvoter, forklarer fællestillidsmand Jan Mikkelsen.
Han har tydeligt mærket, at kollegerne ved dette års lønforhandlinger slet ikke har været tilfredse med ledelsens tilbud indtil videre. Han er derfor spændt på, hvad kollegerne ender med at stemme.
Spændingen blev udløst senere samme dag. Flertallet af de 160-170 ansatte vender endnu engang tommelfingeren nedad til ledelsens tilbud.
- Nu må de snart finde ud af, at vi mener det alvorligt, når vi siger vi vil have flere kroner på bordet, lyder kommentaren fra sikkerhedsrepræsentant Jan Røjkjær, da afstemningen er slut.

Bagud med lønnen
Et kig på lønningerne i koncernen viser, at Smurfit Kappas afdeling i Kolding halter efter de øvrige store bølgepapfabrikker i Danmark. Til eksempel har de ansatte i koncernen SCA i Taulov en gennemsnitlig løn på 152,22 kroner i timen. I Kolding er gennemsnitslønnen på 135,23 kroner.
- Vi ligger ti kroner under gennemsnittet i branchen, og det efterslæb havde kollegerne sagt, de ville have hentet hjem ved de lokale lønforhandlinger denne gang. Alligevel kom det fuldstændig bag på mig og de andre tillidsfolk, at de reagerede så voldsomt, da de så, at ledelsen ikke umiddelbart var indstillet på at indfri kravet. Kollegerne her i Kolding er ellers kendetegnet ved at være meget loyale. Når de vælger at strejke, fortæller det mig, at de er dybt frustrerede og vil honoreres for en mangeårig tilbageholdenhed, mener Jan Mikkelsen.

Del i guldægget
Steen Madsen, formand for den grafiske gruppe i 3F Kolding, bidrager med lidt historie om den internationale koncern Smurfit Kappa.
- Frustrationerne startede med at hobe sig op efter en omfattende ombygning og investering i produktionsanlægget til cirka 250 millioner kroner. Den proces startede i 1995 og blev afsluttet omkring 1999/2000. I samme periode foregik der et ledelsesskift på øverste plan i virksomheden.
Den grafiske gruppeformand har selv arbejdet i mere end 12 år på fabrikken/i koncernen, indtil han blev valgt som formand for SiD Grafisk Kolding.
Investeringen i nye maskiner havde et klart sigte - effektivisering af produktionen. Antallet af ansatte er siden blevet kraftigt reduceret, dels som følge af de nye produktionsanlæg, men også fordi dele af produktionen er flyttet væk fra Kolding. Før ombygningen og de nye investeringer i produktionsanlægget, var der på et tidspunkt cirka 330 i produktionen. Den klares i dag af 160-170 ansatte.
- I 2000 skulle de nye anlæg vise, om de kunne tjene pengene hjem. Det skete umiddelbart tæt på en fusion. I 2001 solgte det svensk ejede Assi Domän bølgepapproduktionen til Kappa koncernen og få år senere fusionerer Kappa med det irske selskab Jefferson Smurfit Group, fortæller Steen Madsen.
Uanset hvilken koncern virksomheden har været en del af, er der ingen tvivl om, at Danmark har bidraget væsentligt til indtjeningen.
- Det er et af koncernens guldæg, konstaterer Steen Madsen, der som gruppeformand i fagforeningen har hørt de produktionsansatte, der gennem alle disse år har udvist stor loyalitet og tilbageholdenhed, give udtryk for, at nu ville de belønnes.
- De vil populært sagt have deres del af kagen.

En anden arbejdsplads
Forandringerne på den jyske arbejdsplads er tydeligvis ikke sket over en nat.
Steen Madsen forlod fabrikken, inden de mærkbare ændringer af ombygningen og de nye investeringer slog rigtigt igennem. Det har Jan Mikkelsen til gengæld oplevet.
- Jeg kan mærke en klar ændring i stemningen på fabrikken fra jeg startede i 1994 og til i dag. Førhen var der mere plads til at hjælpe hinanden, og det sociale sammenhold var klart bedre. Var der maskinstop, hjalp man hinanden med at få den i gang igen. Stopper en maskine i dag, er der en mere afventende holdning forstået på den måde, at alle i dag er så presset på grund af nedskæringerne, at den enkelte har nok i sit eget. Der er simpelthen ikke det overskud, der skal til for at kunne yde en ekstra indsats og hjælpe hinanden på kryds og tværs ved maskinerne.
- Den enkelte er mere presset, og selve arbejdet er blevet meget mere specialiseret. Før kunne man groft sagt gå ud på gaden og finde nye folk, men i dag er arbejdet så automatiseret, at man ikke bare kan erstatte en af de fastansatte. Arbejdet kræver oplæring. Officielt hedder det sig fra ledelsens side, at der kun skal 14 dages sideoplæring til, for at kunne klare pasningen af et anlæg. Men på grund af ledelsens holdning er virkeligheden imidlertid sådan, at en nyansat efter kun en enkelt uges oplæring risikerer at stå med ansvaret alene for et maskinanlæg til en værdi af et to cifret millionbeløb.

I konfliktens kølvand
At virksomheden har været et godt sted at arbejde kan ses på antallet af jubilarer.
- Hele 200 ansatte har været på fabrikken i mindst 25 år, mens omkring 18 ansatte har 40 år på bagen, fortæller Mikkelsen.
Aldersgennemsnittet ligger sidst i 40`erne og hovedparten af de ansatte er mænd med mange års erfaring på virksomheden i bagagen.
Men med en ny ledelse også nye toner. Overskudsdeling har der ikke været noget af siden 1996, og de tilbagevendende firmafester er droppet.
- I kølvandet på den foreløbig overståede konflikt er der kommet ikke mindre end 17 opsigelser. Og de gør ondt, forsikrer tillidsrepræsentanten.
- Det er nemlig erfarne folk med både 15 og 20 års erfaring, der siger op, fordi de har fået andet ligeså godt betalt arbejde. Man kan sige, at det, der startede som en lønkonflikt, er endt med at være ti års frustration, der tænder af.

Ondt i arbejdsmiljøet
Det er ikke kun lønniveauet, det er galt med på Smurfit Kappa i Kolding. Arbejdsmiljøet halter også på den ellers velrennomerede fabrik.
Produktionen går frem for alt. Hånd i hånd med en alt for diktatorisk ledelsesstil, hvor ledelsen altid vil have det sidste ord og tilsidesætter dialog med de ansatte, er det en farlig cocktail, hvis du spørger de ansatte.
Jan Røjkjær har været sikkerhedsrepræsentant i knap to år, men har allerede oplevet indtil flere uheldige episoder på den konto.
- Nu har jeg i et stykke tid klaget over, at der i én af produktionshallerne drypper vand på gulvet og ned i et elskab. Jeg har sågar måttet true med Arbejdstilsynet for at få det lavet, men der sker ikke en skid.
Sikkerhedsrepræsentanten er glad for, at ingen kolleger endnu er kommet til skade. Det betragter han som rent held, for når vandet bliver blandet med papstøv, virker det som grøn sæbe på fabriksgulvet.
- Det er irriterende, at ledelsen ikke gør noget, når man som sikkerhedsrepræsentant har lært at man skal gribe ind, før ulykken sker, understreger Jan Røjkjær.

Ledelsen ved bedst
På Smurfit Kappa i Kolding står ledelsen over Arbejdstilsynet i sager om arbejdsmiljø. Ifølge direktionen, sikkerhedschefen og produktionschefen kan de dispensere fra eksempelvis et strakspåbud fra Arbejdstilsynet. Det har tillidsrepræsentanterne på skrift.
Hvad det betyder i praksis, er der flere eksempler på.
- Arbejdstilsynet har givet påbud om, at der skal ske forbedringer af en bestemt maskine. Hvad gør man så? Jo man flytter maskinen til en anden fabrik, og påbuddet bortfalder ifølge ledelsen. Vi har også set, at der er blevet skiftet SE nummer og at et påbud fra Arbejdstilsynet på den måde forsvandt.
Listen er tydeligvis lang over huller i arbejdsmiljøet på det, man udadtil forsøger at få til at fremstå som en top moderne virksomhed med orden i tingene. For at bevare det indtryk tages der til tider groteske midler i brug.
- Når uheldet er ude, har vi fået besked på at ringe til Falck på et særligt nummer. Så kommer de uden udrykning, og fabrikken får dermed mindst mulig opmærksomhed.

Brug af trusler
Hvad en enerådig ledelse kan drive det til, har de ansatte oplevet flere eksempler på under den næsten fire uger lange konflikt. Ikke mindst frygten for at miste arbejdet, blev der spillet meget på.
- Vi fik at vide af direktøren, Ole Møller Hansen, at han til hver en tid kunne skaffe 400 nye ansatte. Jeg tvivler nu på, at der er ret mange, der vil lade sig tiltrække af arbejde på en fabrik, der lønmæssigt ligger under andre i branchen. Og hvis det er tilfældet, hvorfor kan de, der har sagt op, så ikke få lov til at forlade virksomheden, men må vente på, at deres opsigelsesvarsel udløber, lyder det undrende fra Jan Mikkelsen.
I det hele taget føg det med trusler i luften, om at flytte arbejdspladserne, om at fritstille arbejdet og om at virksomheden mistede kunder på konflikten.

Is, kager og gratis tandlæge
Opbakningen til strejken nåede langt ud over egne rækker. Og det er de små ting, der har gjort indtryk, som da en gammel dame kom med en 100 kroneseddel til kage, eller da en mand kom forbi med is i sommervarmen.
- Der var også én af kollegerne, der var ved tandlægen. Da han lå der med åben mund uden at kunne sige en lyd, overhørte han tandlægen og klinikassistenten snakke om en udtalelse i de lokale medier fra ledelsen på Smurfit. De var mildt sagt rystede. Da så kollegaen endelig kunne sige noget og fortalte at han var en af strejkende, slap han for at betale for tandlægebesøget, fortæller Jan Røjkjær.
Med til historien om Kolding-konflikten hører også et overfald på en blokadevagt i Kolding.
- En bil med to mand inde fra fabrikken bliver stoppet af blokadevagterne. Da den kører videre må én af blokadevagterne tage fra sig med hånden på bilens rude for ikke at blive kørt ned. Det får de to mænd til at stå ud af bilen og spørge om blokadevagterne vil slås, fortæller Jan Røjkjær.
Gemytterne dysses ned, men kort efter vender de to mænd tilbage med en tredje. Den blokadevagt, der har haft hånden på ruden, peges ud og beskyldes for at have ridset bilen. Han bliver skubbet omkuld og sparket. Kun et hurtig vred med kroppen sikrer, at en fod rammer skulderen i stedet for i ansigtet.
- Vores medlem er sygemeldt med en dårlig skulder, og han har det rigtig dårligt psykisk. Overfaldet er politianmeldt, og vi ved at politiet har navnene på to af mændene. Vi afventer nu navnene og deres relationer til Smurfit Kappa, fortæller Steen Madsen.
Det har tydeligvis været en rystende oplevelse for de ellers garvede tillidsfolk og øvrige kolleger på fabrikken. Derfor har de tænkt sig at møde talstærkt op i retten iklædt arbejdstøjet for at støtte den voldsramte kollega.
Også politiets optræden - både i forbindelse med overfaldet og under konflikten - har undret koldingenserne.
- Vi ringede med det samme og fortalte, at der var sket et overfald på en blokadevagt. Vi fik den besked, at de ikke havde folk til at komme, og at blokaden desuden ikke var anmeldt hverken af virksomheden eller demonstranterne. Til gengæld var politiet hurtigt på pletten, den dag der blev ringet efter dem for at de skulle opløse blokaden, så der kunne komme en vognmand ind efter varer, lyder det forarget.

Med oprejst pande
Hvad der sker ved forhandlingerne i denne uge, og hvad slutresultatet bliver af årets lokale forhandlinger, vides ikke i skrivende stund.
Uanset udfaldet er de to tillidsrepræsentanter enige om, at de ikke har tabt ansigt.
- Vi har vist, at vi kan holde sammen og ikke finder os i alt. Men bålet er ikke slukket, konstaterer Jan Mikkelsen.
Jan Røjkjær nikker og tilføjer:
- Jeg er blevet overrasket over, at vi har kunnet holde sammen så længe, for i dagligdagen passer hvert skift sit som tidligere nævnt. Vi har vist over for ledelsen, at når vi siger noget, så mener vi det.
Begge fremhæver som noget af det mest bemærkelsesværdige, at sammenholdet blev stærkere og stærkere jo længere tid konflikten trak ud, hvilket nok ikke var ledelsens hensigt.