19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Asylcenter lukker efter ros

Asylcenter lukker efter ros

Lørdag, 07. juli, 2007, 00:00:00

Hanstholm Asylcenter er et af landets mest roste. Alligevel skal det nu lukkes.

I Nordvest-Jylland ligger et af landets sidste kommunale asylcentre. Hanstholm Asylcenter er rost for sit arbejde med at integrere sine beboere i lokalsamfundet. Alligevel skal centret lukkes til årsskiftet.
Det ægrer Ole Vagn Christensen, medlem af folketinget for Socialdemokraterne.
- Hanstholm er et af landets mest velfungerende asylcentre. Når det lukker, er der kun et kommunalt center tilbage, som ligger i Brovst. Ellers har Røde Kors monopol på området, siger han til Arbejderen.
Ole Vagn Christensen henviser til folketingets integrationsudvalg, som i starten af året var på rundtur til alle landets asylcentre. Mens de kommunale centre i Hanstholm og Brovst høstede roser, havde udvalget en række kritikpunkter til Røde Kors centre.
- Røde Kors centrene blev blandt andet kritiseret for pladsmangel og manglende integration i lokalområdet. Samtidig kaldte udvalget Hanstholmcentrets samarbejde med lokalsamfundet for eksemplarisk. Det viser, at de kommunalt drevne centre er de eneste, som kan garantere anstændige forhold for vores asylansøgere, mener Ole Vagn Christensen.

Effektiv vurdering
Anne-Mette Winther, som er folketingsmedlem for Venstre og formand for integrationsudvalget, bekræfter at Hanstholm asylcenter fik ros.
- Vores indtryk af Hanstholm asylcenter var, at det er et meget velfungerende asylcenter, som, netop fordi det er kommunalt ejet, har nogle aftaler med kommunen, som muliggør en god integration i lokalområdet. Det overrasker mig meget at høre, at centret skal lukke. Jeg ved ikke, hvad der ligger bag den beslutning, men man er jo nødt til at se på en effektiv vurdering af, hvor stor kapacitet der er behov for på centrene, siger hun til Arbejderen.
Integrationsudvalgets kritik af Røde Kors` centre kan dog bunde i, at flere af centrene er specialiseret i at hjælpe de asylansøgere, der i forvejen har det sværest.
- Da integrationsudvalget var på besøg, ønskede vi at vise dem, hvad det gør ved mennesker at sidde så længe i et asylcenter. Derfor var det ikke solstrålehistorierne, de fik at se, siger Jørgen Poulsen, generalsekretær i Dansk Røde Kors, til Arbejderen.
- Efterfølgende fik vi da også nogle af de bevillinger, vi har ønsket os længe, og det har gjort det muligt for os at give beboerne bedre plads og mere adgang til lokalsamfundets skoler og fritidsklubber.
- Det er kedeligt at asylcentret i Hanstholm skal lukke. Vi har inden for de seneste år lukket 20-30 centre som følge af stramningerne i asylpolitikken, så jeg ved, hvordan det føles, tilføjer han.

Rikke Hvilshøj beslutter
Det er integrationsminister Rikke Hvilshøj, der har truffet beslutning om at lukke asylcentret. I sin begrundelse for lukningen forklarer hun, at det skyldes et markant fald i antallet af asylansøgere.
I gennemsnit betyder det, at landets asylcentre kun huser 62 procent af det antal flygtninge, de er normeret til. Hvor Hanstholm Asylcenter således har plads til 147 beboere, bor der i dag kun 82.
- Centret har været med til at sætte fokus på aktivering af asylansøgere. Nu er der imidlertid ikke basis for at opretholde det nuværende antal centre. Vi må i øvrigt også regne med, at antallet af indkvarterede kan falde yderligere, lyder det fra Rikke Hvilshøj.
Arbejderen ville gerne have spurgt integrationsministeren, hvordan hun har udvalgt hvilket asylcenter der skal lukkes. Men hun er desværre taget på sommerferie, og der er ikke andre i ministeriet, der kan svare på, hvorfor netop det velfungerende center i Hanstholm har tabt i sparerouletten.
Det har Ole Vagn Christensen imidlertid flere bud på.
- Hanstholm Asylcenter har arbejdet meget med kontakten til det omkringliggende samfund, og det passer måske ikke så godt med de politiske vinde der blæser fra Christiansborg nu. Dansk Folkeparti ser jo helst, at man behandler asylansøgerne så dårligt, at de hellere vil hjem. Lukningen lugter lidt af, at man har slået to fluer med et smæk: dels at spare et center væk og dels at få lukket et velfungerende kommunalt center. Det er Hanstholm nu, men hvem ved, om det er centret i Brovst næste gang, slutter han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jul. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland