Landets eneste pædagogiske forsøgscenter lukker i dag. Regeringen har aldrig fundet det nødvendigt at evaluere centrets arbejde
Siden 1964 har tilfredse elever og lærere fyldt gange og klasseværelser på Statens Pædagogiske Forsøgscenter (SPF) i Rødovre. Men i dag lukker centret. Skoleleder Marianne Munis forsøger i disse dage at pakke over 40 års erfaringer ned i høje stabler af flyttekasser.
- Men der er jo mange af vores erfaringer, der ikke kan videregives i de her kasser. Erfaringer der sidder i samarbejdet mellem vores lærere og den viden vi har brugt, når vi har haft besøgende eller holdt kurser og foredrag, siger hun til Arbejderen.
Marianne Munis har været leder for den pædagogiske forsøgsskole. Samtidig med skolen lukker det tilknyttede forskningscenter, der har opsamlet de erfaringer skolen har høstet fra afprøvning af nye metoder, undervisningsformer og forbedringer af arbejdsmiljøet for lærere og elever. Forskningscenteret udgav blandt andet erfaringerne gennem tidsskriftet CRIT, og mere end 8000 lærere har hvert år deltaget i forsøgscenterets kurser.
- Vi har haft besøgende fra hele verden. Hver gang har vores gæster fremhævet vores skolemiljø og elevernes trivsel som noget helt unikt. Her har de kunnet se tidens nye pædagogiske tanker omsat i praksis, fortæller Marianne Munis.
Forsøgsskolen og forskningscenteret lukker efter aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Lukningen giver en besparelse på otte millioner kroner. Pengene skal fordeles på landets godt 2000 grundskoler, som nu selv skal stå for den pædagogiske forskning. Det giver skolerne omkring 5000 kroner hver.
- Alle kan byde ind på at overtage SPF`s opgaver. Både folkeskoler og private grundskoler. Vi mener, at ressourcerne til pædagogisk udvikling udnyttes bedre på den måde. Jeg har en fornemmelse af, at SPF ikke har været en stor succes, siger Torsten Schack Pedersen, videnskabsordfører for Venstre, til Arbejderen.
Trods gentagne opfordringer fra oppositionspartierne har regeringen aldrig evalueret forsøgscentrets arbejde. Siden undervisningsministeren for tre år siden fremsatte forslag om lukningen, har regeringspartierne afvist adskillige invitationer til at besøge centret.
På det lukkede forsøgscenter undrer Marianne Munis sig over, at SPF skal lukkes netop nu, hvor lærerfaget øjensynligt er i krise.
- Haarder skyder skylden for de faldende ansøgertal på seminarierne på Danmarks Lærerforening, fordi de kritiserer lærernes arbejdsforhold. Men hvad med at se på, hvad der ligger bag den kritik? Vi kan tilbyde 40 års erfaringer med, hvordan man sikrer den entusiasme og arbejdsglæde, lærerfaget skriger på nu. Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen ikke vil bruge den guldgrube af viden, siger hun, før hun lukker endnu en kasse fuld af projektopgaver, rapporter og lærebøger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278