Jobpatruljens røde kampagnebus vækker opsigt på Grøn Koncert, hvor unge og forældre benytter muligheden for en snak om fritidsjob og fagligt medlemsskab
Jobpatruljens røde lastbil er nem at få øje på, som den står parkeret omkranset af de grønne træer og buske i Valbyparken midt i København.
- Den er imponerende, og den skal nok i sig selv trække interesserede til, mener Rachid Mani fra LO.
Han er tovholder på lastbilprojektet, der som noget nyt har været en integreret del af årets jobpatrulje. Det lange monster af en lastbil har siden den 25. juni fungeret som en slags rullende fagforeningskontor og fulgt de mange lokale aktivister tilknyttet jobpatruljen rundt i det danske sommerland.
Til gengæld er det tredje gang, at lastbilen er at finde midt i musikken på de otte grønne koncerter over 14 dage, der søndag sluttede i København.
- Vi oplever det som en god mulighed for at få både unge og forældre/voksne i tale om reglerne for løn- og arbejdsvilkår for unge i fritidsjob. Mange unge har set lastbilen i deres lokalområde og hørt om jobpatruljen. De er blevet nysgerrige og kommer for at høre mere eller få svar på et konkret spørgsmål.
- De unge kender ikke reglerne for at være ansat i et fritids- eller sommerjob, og forældrene eller de voksne undskylder sig tit med, at de forventer, at tingene er i orden. Desværre hører vi alt for mange historier om unge, der ikke behandles ordentligt eller ikke får den løn, de skal have. Det er altid kedeligt at høre de negative historier, siger Rachid Mani.
Heldigvis kan fagforeningen i langt de fleste tilfælde gå ind og hjælpe, så forholdene bringes i orden. Jobpatruljens aktivister gør derfor en ekstra indsats for at oplyse om betydningen af at være medlem af en fagforening, og den røde lastbil rummer masser af svar på spørgsmål om fritidsjobbere.
Rachid Mani finder det i den sammenhæng påfaldende, hvor overraskede de fleste bliver, når de får at vide, at det koster under 40 kroner om måneden at blive medlem af eksempelvis HK, hvis man er under 18 år.
Den 17. august kører den røde lastbil i garagen, når der sættes punktum for dette års jobpatrulje.
- Men bilen rykker helt sikkert ud igen næste år, slutter Rachid Mani.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278