Danske ja-partier har ingen ambition om at holde folkeafstemning om EU-forfatningen, siger EU-kommissionens næstformand
EU-kommissionens næstformand, Margot Wallström erklærer ligeud, at der ikke kommer en folkeafstemning i Danmark, hvis det står til VC-regeringen, Socialdemokraterne og Radikale:
- Jeg tror ikke, at Danmark har ambition om at holde en (folkeafstemning), lyder Wallströms vurdering overfor Ritzau.
Margot Wallström har tidligere direkte advaret Fogh Rasmussen om at lave fifleri, for at undgå en dansk folkeafstemning.
Søren Søndergaard, der sidder i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, siger, at Walströms opsigtsvækkende udtalelse giver Fogh et alvorligt forklaringsproblem.
- Men det er jo bare en meget præcis realpolitisk vurdering, Wallström kommer med. Det er ikke svært at se, at en folkeafstemning i Danmark lige nu er meget usikker, siger Christel Schaldemose, medlem af EU-parlamentet for Socialdemokraterne, til Arbejderen.
Hun slår fast, at hun personligt ønsker en folkeafstemning.
- Traktaten er så omfattende, at vælgerne skal spørges. Jeg blev glad, da jeg så, at Ny Alliance lover støtte til en folkeafstemning, siger Christel Schaldemose.
Hun tør dog ikke sige, hvorvidt dette får indflydelse på hendes eget partis holdning til spørgsmålet om afstemning.
- Hvis Ny Alliance sidder i Folketinget, når beslutningen om folkeafstemning skal tages, så tror jeg, at det får betydning, slutter hun.
Først efter nytår vil VC-regeringen, S og R meddele om der kommer en afstemning om EU-forfatningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278