18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen retshjælp til gadens folk

Ingen retshjælp til gadens folk

Fredag, 03. august, 2007, 00:00:00

Gadejuristen på Vesterbro ønsker at yde særlig retshjælp til hårdt belastede stofmisbrugere, men det kan der ikke gives tilskud til

Siden 1999 har Gadejuristen lavet opsøgende arbejde blandt hårdt belastede stofmisbrugere på Vesterbro i København. Frivillige socialrådgivere, sygeplejersker, jurister og andre faggrupper udgør et netværks- og gadeplansprojekt og tilbyder gratis retshjælp i det omfang midlerne fra satspuljen og frivillige bidrag rækker.
- Vi har konstateret, at der er et enormt behov for opsøgende retshjælp blandt gadens folk, og vi forslår som en skrædder i helvede. De har et stort udækket retshjælpsbehov, men de benytter sig ikke af den almindelige retshjælp. De kender ikke deres rettigheder og muligheder efter lovgivningen og skal jo vide, at de overhovedet har rettigheder, før de blot vil overveje at opsøge retshjælp. Skal også de have retshjælp, må den komme til dem, forklarer Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen til Arbejderen.
Derfor søgte Gadejuristen i januar Civilstyrelsen om tilskud, så de kunne oprette en særlig afdeling for retshjælp. De har netop fået afslag fra Civilstyrelsen, der kun giver tilskud til retshjælp, der er åben for alle.
- Det er en mærkelig begrundelse. Der er masser af tilbud om gratis retshjælp til hr. og fru Hansen, så selv om vi ikke siger nej til nogen, er det ikke dem, vi prioriterer at servicere. Der mangler retshjælp til de dårligst stillede i vores samfund, siger Nanna W. Gotfredsen.
Enhedslisten har i Folketinget stillet forslag om et permanent juridisk rådgivningstilbud til gadens folk: hjemløse, gadeprostituerede og stofmisbrugere. Forslaget er blevet førstebehandlet. Socialminister Eva Kjær Hansen afviser det pure. Hun erklærer, at de problemer, der kendetegner de mest udsatte, efter regeringens opfattelse, kun i begrænset omfang udspringer af gruppens manglende kendskab til egne rettigheder.
Denne opfattelse deler ministeren ikke med Gadejuristen.
- I vores arbejde har vi fundet ud af, at det faktisk er retshjælp, der er mest behov for. Den form for udgående retshjælp vi yder, fører til, at mange får den hjælp de har brug for og ret til efter lovgivningen. Kommunerne står bare ikke generelt på tåspidserne for at komme disse mennesker til undsætning. Og du får ikke den her målgruppe til at gå ind på et kontor, trække et nummer og vente i to en halv time på at få retshjælp, understreger Nanna W. Gotfredsen fra Gadejuristen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland