18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tillidsfolk flygter fra TDC

Tillidsfolk flygter fra TDC

Fredag, 03. august, 2007, 00:00:00

De arbejdsforhold, som kapitalfondene har indført i TDC-koncernen, overgår vores værste anelser, siger formand for telearbejderne

Kapitalfondenes hæmningsløse jagt på udbytte i TDC er så slem, at det nu får flere tillidsfolk til frivilligt at smide håndklædet i ringen og forlade koncernen.
- Leif Hartmann, der er formand for Dansk Metal Tele Afdeling 1 i København, siger til Jyllands-Posten, at to tillidsfolk har sagt op indenfor kort tid, bare i hans afdeling.
- Det har vi aldrig prøvet før, forklarer han.
Henning Thyrring der er formand for Tele afdeling 8 i Århus, har ikke selv eksempler på tillidsfolk, der siger op. Men han bekræfter tendensen:
- Den arbejdsbelastning, som vores medlemmer er blevet udsat for, i takt med de massive fyringsrunder i TDC, er helt uacceptabel. Og det giver selvfølgelig et højt frustrationsniveau og mange faglige sager, som tillidsfolkene skal bøvle med, forklarer Henning Thyrring til Arbejderen.
- Tag for eksempel nedlæggelsen af en lang række TDC-kundecentre. Det har betydet, at flere ansatte nu bliver tvunget til at skulle køre over 100 kilometer hver vej, for at komme på arbejde hver dag, fortæller Henning Thyrring.
Men det er ikke kun de forværrede arbejdsforhold, der giver frustrationer:
- De ansatte har også skullet se på, at TDC outsourcer en række opgaver til andre firmaer, der gør arbejdet dårligere og til en lavere løn. Opgaver, som vi i mange år har haft overenskomsten på, siger han.
Henning Thyrring lægger ikke skjul på, at han fra starten har været yderst skeptisk overfor kapitalfondenes overtagelse af TDC.
- Vi vidste da godt, at nu kom der nogle kapitalfonde, der ville vride profitten ud af hvad som helst. Men jeg må sige, at det her overgår vores værste anelser, slutter han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland