Den afdøde komponist fra Savage Rose skal ikke have en vej opkaldt efter sig i Sydhavnen. Koppels holdninger er at sammenligne med nazisternes og Bin Ladens, siger politiker
Komponisten Thomas Koppels politiske holdninger er at sammenligne med nazisternes og bin Ladens.
Det mener Venstre-politikeren Lars Dueholm, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune.
Han bruger argumentet i striden om Pumpehusvej i Københavns Sydhavn, som den radikale teknik og miljøborgmester Klaus Bondam har indstillet til at få nyt navn: Thomas Koppels Allé. Det vil Venstres gruppe i Borgerrepræsentationen ikke være med til.
- Thomas Koppel har naturligvis haft ret til at ytre sig privat og offentligt både om musik og politik. Men han gav udtryk for nogle ekstreme kommunistiske holdninger og støttede diktaturet i Albanien. Jeg ville heller ikke have hædret en politiker, der støttede nazisterne i 1930`erne, siger Jesper Dueholm til Arbejderen.
- Du må gerne citere mig for, at Koppels holdninger var at sammenligne med nazisternes og bin Ladens. De var alle lige bindegale.
Lars Dueholm mener til gengæld, at 'hvis komponisten havde være medlem af S, SF, Enhedslisten eller Dansk Folkeparti, kunne han sagtens have fået en gade opkaldt efter sig.'
Jakob Milthers, formanden for bestyrelsen i Haveforeningen Frederikshøj, hvor Pumpehusvej ligger, siger til Arbejderen:
- Jeg taler nok på alles vegne herude i haveforeningen, når jeg siger, at Thomas Koppel, der selv boede i haveforeningen, var meget højt respekteret og elsket. Han var på de svagestes side. Og det er al ære værd, at vejen kommer til at bære hans navn.
Jakob Milthers fortæller, at en lang række lokale beboere har skrevet til miljø- og teknik-borgmester Klaus Bondam og foreslået, at kommunen opkalder en vej efter komponisten. Der er allerede flere veje i kvarteret opkaldt efter kendte komponister.
Klaus Bondam nægter at kommentere Venstrepolitikerens udtalelser.
- Det er bare usmageligt. For mig handler det om at anerkende Koppel og hans families betydning for musikken. Han var loyal mod sin bydel og repræsenterede fællesskabet og solidariteten på flot vis, siger Klaus Bondam, der samtidig understreger, at han ikke var enig i mange af Thomas Koppels politiske holdninger.
- Men jeg er ked af, at Koppel-familien og hans enke Annisette skal være vidne til denne debat.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278