3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening mener, at Dansk Byggeri hyler med på sangen om mangel på arbejdskraft for at få billig udenlandsk arbejdskraft
3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København har svært ved at genkende det billede Dansk Byggeri forsøger at give af mangel på arbejdskraft i byggeriet og helt konkret mangel på udlærte murere.
Den københavnske fagforening har for tiden 81 murere og 28 murerarbejdsmænd uden job. Dertil kommer næsten 60 murerlærlinge, der er tvunget i skolepraktik, fordi de ikke kan få en praktikplads i et murer-/entreprenørfirma.
På landsplan viser de nyeste tal, at der er 269 murere uden arbejde. Det er godt en tredjedel flere end på samme tid for et år siden. Problemet er størst i hovedstadsområdet og i Nordjylland, oplyser 3F. Det er stik mod udviklingen i alle andre brancher indenfor byggeriet, hvor stadig flere kommer i arbejde.
Søren Andersen, leder af a-kassen i BJFM, mener, at arbejdsgiverne hyler med på sangen om manglende arbejdskraft for at kunne forsvare importen af udenlandsk arbejdskraft.
Arbejdsgiverpåstand
Dansk Byggeri ligefrem roser sine medlemsvirksomheder for at have handlet hurtigt i en situation med mangel på arbejdskraft.
- Mange virksomheder har vænnet sig til at rekruttere medarbejdere fra et europæisk arbejdsmarked - i stedet for kun at tænke i dansk arbejdskraft. For den ved vi jo, der er for lidt af, har Thomas Gyldal Petersen, konsulent i Dansk Byggeri, udtalt.
Han fremhæver virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen, der er blandt de bedste til at ansætte den nødvendige arbejdskraft fra udlandet. Især er interessen for tysk arbejdskraft meget stor, så stor at Dansk Byggeri har ansat en konsulent, der 'har meget travlt' med at bistå de danske virksomheder i deres rekruttering.
Jens Klarskov, direktør i Dansk Byggeri, undrer sig ifølge Erhvervsbladet over, at fagbevægelsen protesterer over de udenlandske fagfolk.
- Hvad så med de tilfælde, hvor danske byggevirksomheder tager danske folk med til opgaver i Tyskland, hvor der er ledige tyske murere. Det er vel den samme problemstilling, mener direktøren.
Det er Søren Andersen ikke enig i.
- Når danske håndværkere er taget til udlandet, er det sket som højt uddannet arbejdskraft og ikke som løntrykkere.
Pres på dansk løn
I BJMF er der en udbredt opfattelse af, at den udenlandske arbejdskraft skal være med til at presse de danske lønninger. Søren Andersen mener dog, at det er svært at bevise, at arbejdsgiverne er ude i netop det projekt.
Erfaringerne med Skanska, der ansætter et polsk murersjak, selvom der går arbejdsløse danske murersjak, peger imidlertid i den retning. Dertil kommer udtalelsen fra Thomas Gyldal Petersen om øget rekruttering af udenlandsk arbejdskraft i byggebranchen. På Dansk Byggeris hjemmeside siger han:
- Det viser, at virksomhederne har taget ansvar for at løse problemet med manglende hænder i Danmark. En løsning til gavn for kunderne, der kan få bygget nyt og vedligeholdt, men også til gavn for samfundsøkonomi og konkurrenceevne, fordi den udenlandske arbejdskraft bidrager til en hensigtsmæssig lønudvikling.
Ifølge Udlændingeservice er der i øjeblikket knap 3300 bygningsarbejdere fra de nyeste EU-lande i Danmark - vel at mærke med en arbejdstilladelse. Tallet er steget fra 828 i maj sidste år. Hvor mange, der er udstationeret fra deres hjemland, vides ikke.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278