18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Murere i aktion for arbejde

Murere i aktion for arbejde

Torsdag, 09. august, 2007, 00:00:00

Københavnske murersjak i aktion mod storentreprenøren Skanska, der oplærer polske murere, mens stadig flere danske bliver arbejdsløse

I går var et polsk murersjak inviteret til møde i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København. Sjakket på otte mand har været ansat ved Skanska siden mandag den 9. juli, og skal efter sigende læres op af et fynsk murersjak, der møder ind efter ferie på mandag.
- Arbejdet, der varer over et år, skulle foregå på akkord. Men nu har vi hørt, at akkorden er brudt op. Derfor vil vi have styr på, hvilke konkrete aftaler Skanska har lavet med de polske murere på pladsen, forklarer Jacob Scavenius, faglig sekretær i den københavnske 3F-afdeling til Arbejderen.
Fagforeningen har svært ved at se anden begrundelse for ansættelsen af de polske bygningsarbejdere, end at de er billigere end de danske. Derfor tager de sagen yderst alvorlig.
For det første har Skanska for nylig nedlagt blandt andet murerafdelingen på Fyn og Jylland. Dernæst viser arbejdsløshedstallene i BJMF`s a-kasse en opadgående kurve for murere og murerarbejdsmænd. Ifølge a-kasseleder Søren Andersen er arbejdsløshedstallet vokset igennem nogle måneder. Det sidst opgjorte tal for uge 29 viser, at 81 murere og 28 murerarbejdsmænd var arbejdsløse.
Det er præcis en måned siden, de polske murersjak blev mødt af 100 aktionerende murere og murerarbejdsmænd, da de havde første arbejdsdag på Havneholmen. Her er Skanska i gang med at opføre 148 arkitekttegnede lejligheder.
- Vi var og er forargede over, at så stor en entreprenør som Skanska tager udenlandsk arbejdskraft ind til oplæring, når der samtidig er dansk kvalificeret arbejdskraft til rådighed. De skider åbenbart på, om der er 100 eller 200 murere og murerarbejdsmænd uden job, og ser også stort på, at næsten 60 murerlærlinge er henvist til skolepraktik for at gennemføre deres uddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads, siger Lars Jensen til Arbejderen.
Formanden for Den Faglige Klub og medlem af bestyrelsen i murerklubben i BJMF bliver helt forarget, da han genopfrisker aktionen. Den var, præciserer han, ikke vendt mod de polske kolleger.
- Det er Skanska, der er skurken. Viser det sig, at der er lavet en ordentlig aftale med de polske murere, og de ikke går som løntrykkere, vil vi alligevel appellere til firmaets moral. Skanska har som arbejdsgiver alt andet lige en forpligtelse og et medansvar for at sikre, at den danske arbejdskraft har de nødvendige kvalifikationer.
Lars Jensen lover, at det sidste ord i sagen ikke er sagt. Klubben vil efter gårsdagens møde med polakkerne sende brev til samtlige medlemmer af Den Faglige Klub for at informere om situationen. Endelig udelukker klubformanden ikke nye aktioner. Han advarer om øget dansk arbejdsløshed og øget import af udenlandsk arbejdskraft, hvis ikke protesterne lyder så kraftigt som muligt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland