Daginstitutionerne i Århus lider under sidste års store nedskæringer. De bryder sammen, hvis der ikke sker genopretning, frygter pædagog-formand
Sygefraværet stiger, erfarne pædagoger forlader jobbet, og tiden til det enkelte barn er blevet voldsomt reduceret.
Det er realiteten på de århusianske daginstitutioner, nu hvor konsekvenserne af de store nedskæringer på budget 2007 slår igennem.
Indførelsen af den såkaldte modulordning har blandt andet betydet, at nogle institutioner har fået skåret mellem syv og ti procent i personaletimerne, uden at der er blevet færre børn.
- Sidste år blev vi udsat for en gigantisk besparelse på 160 millioner kroner, som ramte alle institutioner fra 0-18-års alderen. Det har medført, at vilkårene for børnene og de unge i Århus i dag er så ringe, at der er et akut behov for at tilføre flere ressourcer, fortæller formand for pædagogernes fagforbund, BUPL i Århus, Henning Truelsegaard til Arbejderen.
Men der er ikke meget, der tyder på, at kommunen vil rette op på situationen i budgettet for næste år. Trods et overskud i kommunekassen på 40-50 millioner kroner lægger de foreløbige budgetudkast på børneområdet op til, at institutionerne må køre videre på pumperne.
- Vi har jo også et ansvar for, at kommunen ikke går konkurs. Derfor er vi nødt til at fastholde besparelserne, siger formand for børne- og ungeudvalget i Århus Kommune, Jacob Bundsgaard Johansen (A), til Arbejderen.
Men der er reelt mange flere penge til forbedringer, end kommunen påstår, mener Henning Truelsegaard. Aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening giver mulighed for en vækstramme på over 100 millioner kroner, påpeger han.
- Hvis kommunen ikke opprioriterer området, så tror jeg, at institutionerne en for en bryder sammen, fordi medarbejderne flygter. Der er allerede flere af vores medlemmer, der har sagt op på baggrund af sidste års nedskæringer, og vi ved, at flere snakker om det, advarer Henning Truelsegaard.
Helt så desperat opleves situationen ikke fra rådhuset.
- Der er intet, der tyder på, at institutionerne bryder sammen. Medarbejderne knokler, men vi har et godt serviceniveau sammenlignet med så mange andre kommuner, anfægter Jacob Bundsgaard Johansen.
Da nedskæringerne blev besluttet sidste år, førte det til voldsomme strejker og protester.
- Jeg kan ikke forestille mig, at ansatte og forældre vil se stiltiende til, hvis de skal finde sig i endnu et år med så ringe vilkår, siger Henning Truelsegaard.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278