Fagbevægelsen ruster sig til kamp, når politikerne i Kolding vil spare 150 millioner på velfærden til næste år
Der er udsigt til høje bølger, når fagforeningerne FOA, BUPL og Kolding Lærerkreds inviterer til borgermøde om kommunalbudgettet den 22. august. Selvom kommunens spareplaner endnu kun er offentliggjort på få områder, er det sluppet ud, at den samlede besparelse bliver på 150 millioner kroner.
- Det er først og fremmest på personalet, kommunen vil spare. Det kommer til at ramme alle områder af vores velfærd, siger formand for FOA i Kolding Jens Lund til Arbejderen.
De offentlige borgermøder om budgettet er en fem år gammel tradition i Kolding. På møderne, som trækker fulde huse, får byens borgere og offentligt ansatte mulighed for at kommentere budgetforslagene til et panel af byrådspolitikere.
- Så må vi se, om de lytter til protesterne. Hvis ikke tror jeg, vi går et hedt efterår i møde, spår Jens Lund.
At der er god grund til at gøre sig klar til kamp, kan pædagogerne i Kolding vidne om. Det første sparekatalog omkring Børne- og ungeområdet er sendt på gaden, og det er ikke munter læsning, fortæller Kim Jørgensen, formand for pædagogernes fagforening BUPL i Kolding.
- Det er en slagtning af det pædagogiske område. Alene i børnehaverne og vuggestuerne vil kommunen spare 37 millioner kroner og 140 stillinger, siger han til Arbejderen.
Den tungeste post i sparekataloget er, at antallet af børn per pædagog i institutionerne skal øges. Selvom det vil give de ansatte mindre tid, forventer kommunen stadig, at de løser de samme opgaver, siger Kim Jørgensen.
- Støvet har endnu ikke lagt sig fra sidste års nedskæringer, hvor vi allerede blev skåret til benet. Jeg kommer lige fra et møde med tillidsrepræsentanterne på området, og de var chokerede, lyder det fra pædagogformanden.
Ud over normeringen lægger spareforslaget op til at skære maden i vuggestuen væk og halvere antallet af støttepædagoger.
- Støttepædagogerne aflaster børn, der har rigtig meget brug for omsorg og opmærksomhed. Hvis der ikke er råd til dem, betyder det bare et yderligere arbejdspres på deres kolleger, beklager Kim Jørgensen.
Koldings budget skal vedtages endeligt den 8. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278