Regeringen har ikke fået den bedste start på en storstilet værdikamp, der skal få danskerne til at tage mere personligt ansvar. Det gør vi allerede, mener forsker

- Besøger du selv din gamle mor? Hvis du synes, at der er noget galt på hendes stue på plejehjemmet, tager du så selv malerkosten frem?
Med disse ord indledte regeringens chefideolog, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, midt i juli en storstilet værdikamp, som skal få danskerne til at tage mere personligt ansvar i stedet for at overlade det til samfundet.
Ministeren sidder selv i spidsen for det udvalg, der skal føre kampen for regeringen. Blandt andre deltagere kan nævnes kulturminister Brian Mikkelsen (K) og undervisningsminister Bertel Haarder (V).
Værdikampen har ikke fået nogen flyvende start, men er tværtom blevet kritiseret både fra venstre og højre for at være banal og uden indhold.
Formanden for dansk sociologforening, Rasmus Willig, er uenig med regeringen i, at danskerne ikke tager personligt ansvar for deres liv og deres nærmeste. Situationen er lige omvendt, mener han:
- Der er en tendens til, at vi selv tager ansvar for alt. Vi kritiserer os selv for vores fiaskoer og ikke de ydre forhold - samfundet eller den førte politik - for de er blevet usynlige, siger Rasmus Willig til Arbejderen.
Det var nogle af de centrale pointer, da han i juli forsvarede sin ph.d om 'Muligheden for kritik' på Roskilde Universitets Center.
Rasmus Willig vurderer, at den såkaldte værdikamp kommer netop nu, fordi der snart er valg.
- Men den består af spørgsmål, som man kun kan sige ja til: Vi vil alle gerne blive bedre til at hjælpe vores børn med lektierne og besøge vores gamle bedstemor på plejehjemmet. Problemet er, at vi ikke får en time tidligere fri til at gøre det. Det er ikke sat til debat.
Rasmus Willig anfører, at danskerne er højproduktive og arbejder mere end de fleste andre lande.
- På den ene side skal de ældre blive længere på arbejdsmarkedet, og de unge skal tidligere i gang med job. På den anden side skal vi tage fri for at tage bedre hånd om vores familie. Så længe præmisserne for debatten består af så banale eksempler, som det er tilfældet, når vi næppe langt med den, mener Rasmus Willig.