Københavns Kommune vil lade en privat organisation overtage driften af det omstridte Gaderum. To ud af de tre organisationer, der er i spil, er kristne
De hjemløse unge i det omstridte værested Gaderummet på Nørrebro går en usikker fremtid i møde. Den 29. august træffer socialudvalget i Københavns Kommune beslutning om at lade en privat organisation overtage det, de unge har kendt som deres sidste stoppested før gaden.
- Kirkens Korshær, Missionen for Hjemløse og den selvejende institution Askovgården er de organisationer, der er i spil. Når den politiske beslutning er taget, skal vi ikke vente for lang tid med at få det nye værested etableret. Vi vil selvfølgelig ikke brase ind, men tale med de nuværende brugere om hvad de ønsker, siger kontorchef i socialforvaltningen, Lars Gregersen, til Arbejderen.
Gaderummet, som i forvejen er en selvejende institution, skal overtages af en ny organisation efter at socialudvalget i maj besluttede at opsige den daværende ledelse og tilbageholde stedets driftsmidler. Som reaktion på lukningen blev Gaderummet besat af stedets brugere og godt 30 beboere, og har siden været drevet videre uden penge.
- Vi samler for eksempel flasker for at få råd til det mest basale som toiletpapir og mad. Alligevel er det ikke hver dag, vi har råd til at lave mad, og det kan mærkes på beboerne, siger Gaderummets fyrede leder, Kalle Birch-Madsen, til Arbejderen.
Selvom kommunens socialforvaltning lover, at de nuværende brugere skal inddrages i beslutningen om at finde en ny ledelse, har de ikke hørt fra forvaltningen endnu, fortæller Kalle Birch-Madsen, som siden juni har arbejdet uden løn.
Det bliver bekræftet af Lars Gregersen.
- Vi har ikke forsøgt at inddrage brugerne i, hvem der skal overtage Gaderummet. De kan jo være lidt svære at komme i dialog med, forklarer han.
Kommunen opsagde sit samarbejde med Gaderummet på baggrund af kritik om manglende samarbejde fra distrikspsykiatrien, og fordi ledelsen nægtede at imødekomme kommunens krav om strengere regler og adgangsbegrænsning. Hvis den nye organisation bliver ansat til at overholde de krav, frygter Kalle Birch-Madsen for konsekvenserne.
- Vores brugere kommer her, fordi de er blevet smidt ud alle andre steder fra. Ingen af de andre kommunale eller kirkelige tilbud har villet have dem, fordi de ikke kan tilpasse sig deres regler. Hvis de samme regler bliver indført her i Gaderummet, ender de unge på gaden. De har ikke andre steder at tage hen, understreger Kalle Birch-Madsen.
Bestyrelsesformanden for den kirkelige organisation Missionen for Hjemløse, Anders T. Poulsen, oplyser, at hvis organisationen får opgaven med at drive Gaderummet videre, vil kommunens krav blive overholdt til punkt og prikke.
- Det er klart, at de skal overholdes. Det ligger jo også i opgavebeskrivelsen fra kommunen, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278