18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

TDC-salg er en skandale

TDC-salg er en skandale

Lørdag, 18. august, 2007, 00:00:00

Hele Danmarks fremtid som førende tele- og it-land sættes over styr med kapitalfondenes overtagelse af TDC. Det konkluderer international anerkendt teleekspert

For halvandet år siden opkøbte fem af verdens største kapitalfonde den danske telekoncern TDC, og fik dermed kontrol over hele den danske telefon-infrastruktur.
Det skete uden at regering og folketing løftede så meget som en finger for at indføre en særlovgivning, der kunne sikre de samfundsmæssige interesser mod kapitalfondenes berygtede hærgen.
En tilsvarende 'laden stå til '-politik kunne ikke være sket i noget andet moderne land, ikke engang i USA eller Canada.
Det fastslår en af verdens førende teleeksperter, William Melody, i en ny analyse af TDC-handlen.
Melody, der har været involveret i tele-reformer over hele verden siden 60`erne, forudser, at Danmark vil lide et dramatisk tilbageslag som førende it-land.
Kapitalfondene er nemlig i fuld gang med at trække værdierne ud af telekoncernen, og derfor vil fondene ikke bruge penge på langsigtede investeringer, forklarer Melody i rapporten.
Konkret vil det betyde, at der ikke bliver investeret i opbygningen af den næste generation af net-infrastruktur, vurderer han.
Ligeledes vil kapitalfondene se stort på deres forpligtelser, hvad angår forsyningssikkerhed:
'Under NTCH`s (kapitalfondenes selskab, red.) femårige ejerskab kan man forvente, at public serviceforpligtelserne vil blive reduceret til et minimum af investeringer og blive undgået helt, hvor det overhovedet er muligt', skriver den erfarne teleekspert.
Melody opfordrer kraftigt Folketinget til at reducere skaderne ved at vedtage særlovgivning, blandt andet om TDC`s udbetaling af udbytte, samt investerings- og finansieringsplaner.
Arbejderen har forelagt den opsigtsvækkende rapport for Per Clausen, kommunikationsordfører for Enhedslisten.
Han bebuder nu en forespørgselsdebat i Folketinget om sagen:
- Jeg vil spørge videnskabsminister Helge Sander, hvad vil han gøre for at sikre de samfundsmæssige interesser i TDC-sagen, siger Per Clausen til Arbejderen.
- Det viser jo, hvor galt det kan gå, når man privatiserer de helt grundlæggende infrastrukturer i et samfund.
- Og næst i privatiseringsrækken følger Post Danmark, DONG og så videre. Vil vi så se samme historie gentage sig, spørger Clausen.
- Det er utroligt, at vi er blevet sådan en kapitalistisk bananrepublik, der overgår selv USA, lyder det fra Enhedslistens ordfører.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland