Regeringens skatteplan bliver skudt ned af faglige organisationer. Planen er asocial og løser ikke behovet for flere hænder, lyder kritikken
Med ordene 'nu er vi parate til at give vores velfærdssamfund et ekstra løft', præsenterede statsminister Anders Fogh Rasmussen i går regeringens forslag til fremtidssikring af velfærden og dansk økonomi.
Blandt forslagene er et nyt skatteudspil, som i statsministerens udlægning sikrer skattelettelser til alle i arbejde.
Men regeringens skatteudspil er uretfærdigt. En social- og sundhedsassistent får cirka 125 kroner i skattelettelse om måneden, mens direktøren får omkring 600 kroner, har LO beregnet.
- Det er ikke rimeligt, at direktøren skal have en skattelettelse, der er fem gange højere end social- og sundhedsassistentens. Det er ikke flere direktører, vi har brug for, men derimod flere ansatte blandt andet i ældreplejen, siger LO-formand Hans Jensen.
LO forudser, at skatteudspillet betyder færre penge til offentlig velfærd.
Heller ikke FTF er begejstret for skatteudspillet, selvom det kommer mange af organisationens medlemmer til gode. 40 procent af medlemmerne betaler topskat, mens 59 procent betaler mellemskat, viser tal fra FTF.
Problemet er, at en ny skattereform ikke løser problemet med mangel på arbejdskraft, påpeger FTF`s formand Bente Sorgenfrey.
I stedet er der brug for et reelt løft af lønnen ved de kommende overenskomstforhandlinger for at tiltrække og fastholde flere ansatte i den offentlige sektor.
- Ellers bliver det svært at indfri de øgede forventninger til kvaliteten, som regeringen nu skaber. For det vil kun give bagslag, hvis regeringen prøver at presse de ansatte mere, siger FTF-formanden med henvisning til, at næsten hver femte FTF`er i dag bliver syg af stress i løbet af bare et år.
Det bliver de 200.000 medlemmer af FOA, der bliver taberne i VC`s nye skatteudspil, mener forbundsformand Dennis Kristensen. 12 procent af forbundets medlemmer betaler mellemskat og kun seks procent, tjener så meget, at de skal betale topskat.
- Det er flere hænder og hoveder, vi har brug for i den offentlige sektor. Regeringens udspil giver desværre ingen af delene. Skattelettelser til de rigeste er slet ikke svaret, siger Dennis Kristensen.
Han kalder det direkte asocialt og et paradoks, at de medarbejdere, der leverer kvaliteten i den offentlige sektor, er den gruppe, der nu skal rammes af regeringens kvalitetsplan.
Dennis Kristensen havde hellere set et forslag, der ved lov kunne sikre deltidsansatte ret til ansættelse på fuld tid. Det vil efter FOA`s beregninger give 8000 flere fuldtidsjob, som der er så hårdt brug for.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278