Kvalitetsreformen sætter skub i markedsgørelsen af den offentlige sektor. Blandt andet skal det frie valg udbredes til børne- og sundhedsområdet
Når mormor skal vælge hjemmehjælp, har kommunen nu pligt til at bombardere hende med farvestrålende reklametryksager fra private firmaer, der tilbyder alt fra madlevering til rengøring og personlig pleje.
Det er en af de måder, regeringen vil sætte tryk på markedsgørelsen af den offentlige sektor, hvis den får flertal til at gennemføre sin kvalitetsreform.
Til næste år vil regeringen også se på, hvordan der kan skabes bedre konkurrencevilkår mellem offentlige og private dagtilbud til børn.
- Det er et skråplan, som vil føre til social sortering mellem a og b institutioner. Man skulle hellere sikre de offentlige institutioner nogle fælles, ordentlige vilkår, siger Henning Pedersen, formand for BUPL, til Arbejderen.
Reformen sigter på, at det frie valg mellem offentlige og private leverandører skal udbredes til mange flere områder end i dag. Det skal blandt andet ske via et nyt udbudsråd, som fra 2008 skal undersøge, hvordan konkurrencen kan øges på de kommunale opgaver. Samtidig skal en ny pulje tilbyde medfinansiering af nye partnerskaber mellem private og offentlige institutioner.
Allerede nu arbejdes der på at sikre frit valg til alle, der er visiteret til genoptræning. De, der har behov for personlige hjælpemidler og handicapvenlig boligindretning, skal kunne købe sig til dyrere løsninger, end det offentlige tilbyder. Det frie valg skal udbygges yderligere i hjemmeplejen og på sygehusområdet, og fra 2010 også til psykiatripatienter.
- Regeringen er ved at tømme den offentlige sektor for indhold og overføre dens ressourcer og ekspertise til de private leverandører. Kvalitetsreformen er et led i markedsgørelsen af den offentlige sektor, fastslår medlem af Den Alternative Velfærdskommission, økonom Henrik Herløv Lund, overfor Arbejderen.
For at skabe mere konkurrence mellem institutionerne, skal der udvikles nationale kvalitetsstandarder på børne- ældre- og sygehusområdet. Mindst hvert andet år skal der gennemføres undersøgelser af brugertilfredsheden på områderne, og senest i 2009 skal undersøgelserne være offentliggjort på internettet, så ansatte og brugere kan sammenligne tilbudene.
Men Henning Pedersen tvivler på, at planerne vil falde i god jord hos hans medlemmer i børnehaver og vuggestuer.
- De kvalitetsudvikler ved at snakke med forældre og kolleger, der hvor de arbejder, ikke ved at konkurrere med resten af landets institutioner, siger han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278