Tirsdag gik en række LO-forbund ind i konflikten mod Nørrebro Bryghus. Det sker i et forsøg på at presse ejeren til at tegne overenskomst med 3F
Ejeren af Nørrebro Bryghus bliver presset stadig hårdere for at tegne overenskomst med 3F.
Tirsdag trådte en varslet sympatikonflikt fra en række LO-forbund i kraft. Det blev markeret med taler, underholdning og fællessang udenfor mikrobryggeriet.
- Det var et udmærket arrangement, selvom vi gerne havde set et lidt større fremmøde, når formålet var at vise, at fagbevægelsen bakker op bag vores krav om overenskomst, siger Finn Sørensen fra 3F Industri og Service, der sammen med 3F Hotel og Restauration startede konflikten den 28. juni for at få ejeren til at tegne overenskomst med 3F.
Både HK/Privat og HK/Handel er gået med i sympatiaktionen.
Konkret betyder det, at bryghuset ikke længere kan få sat annoncer i dagbladene eller få trykt reklamesager. Det vil heller ikke længere være muligt at bestille en taxa via de store centraler, ligesom kunderne ikke skal regne med taxakørsel til og fra stedet. Transport af varer bliver også ramt og det bliver sværere at få udført serviceydelser af LO`s medlemmer.
- Med sympatikonflikten vil bryghusets ejer for alvor blive ramt på sine produkter, fordi de ikke kan komme ud i detailhandlen, mener Finn Sørensen.
Fagbevægelsen har imidlertid set sig nødsaget til at dispensere fra sympatikonflikten, hvad angår Mellemfolkeligt Samvirkes 'Fair Trade' arrangement i Fælledparken førstkommende weekend.
Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har tilbage i april måned indgået aftale med blandt andet Nørrebro Bryghus om levering af øl til festivalen. Det vil påføre organisationen et alvorligt økonomisk tab, hvis man ikke overholder aftalen.
- Vi har ingen interesse i at påføre Mellemfolkeligt Samvirke et økonomisk tab som følge af vores sympatikonflikt. Derfor har vi valgt at give dispensation for sympatikonflikten i dette specielle tilfælde, siger Finn Sørensen.
Han understreger, at dispensationen alene gives på baggrund af Mellemfolkeligt Samvirkes humanitære formål.
Som tak har MS på eget initiativ sikret, at øllet fra Nørrebro Bryghus ikke fremstår som 'Fair Trade'.
I konflikt
Følgende LO forbund er med i sympatikonflikten mod Nørrebro Bryghus:
Blik og Rørforbundet, 3F`s private servicegruppe, transportgruppe og byggegruppe, Dansk El-forbund, Træ-Industri-Byg, Dansk Funktionærforbund - Serviceforbundet, HK/Privat og HK/Handel.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278