Regeringens 2015-plan afsætter kun to milliarder kroner til kvalitetsløft i den offentlige sektor. Det er ikke en opprioritering, siger Offentligt Ansattes Organisationer
Regeringens 2015-plan går ud på at sikre så stor en vækst som muligt i den private sektor, mens den offentlige sektor må klare sig med 'omprioriteringer'. Det konkluderer Peter Waldorff, formand for de statsligt ansatte i Offentligt Ansattes Organisationer, OAO.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har gjort meget ud af, at 2015-planen for regeringens økonomiske politik lader de offentlige udgifters andel af bruttonationalproduktet stige frem til 2015.
Men stigningen er fra nuværende 25,6 til 26,3 procent i 2015. Det er en stigning på højst ét procentpoint, og det er slet ikke nok til at imødekomme behovet, påpeger Peter Waldorff.
- Regeringens 2015-plan tager ikke højde for ændringerne i kravene til den offentlige service som følge af, at vi bliver flere, der er velstillede, og flere der er ældre i Danmark fremover. Det burde den have gjort, siger Peter Waldorff.
Ser man bort fra de 50 milliarder kroner, der skal gå til renovering og sammenlægninger af skoler, daginstitutioner og hospitaler, samt de penge der allerede er afsat til uddannelse i trepartsaftalerne, er der kun afsat to milliarder kroner til regeringens 'kvalitetsløft', påpeger Peter Waldorff.
- Realvæksten i regeringens 2015-plan for udviklingen i privat og offentligt forbrug viser klart en underprioritering af offentligt forbrug gennem hele perioden, konkluderer Peter Waldorff.
Samtidig lægger regeringen op til en omprioritering fra 2009-2013 på samlet fem milliarder kroner fra administrative opgaver til det, regeringen kalder 'borgernær service'. Pengene skal hentes fra rationaliseringsgevinster ved kommunalreformen.
- Det kan man vist ikke kalde en opprioritering, men mere en omprioritering, siger Peter Waldorff til Arbejderen.
- Vi kan godt blive enige om, at vi har brug for flere 'varme hænder' i den offentlige omsorg. Men det må ikke ske på bekostning af det, regeringen kalder 'kolde hænder' For det er lige så vigtigt for den offentlige velfærd, at for eksempel togene kører til tiden, og at Fødevarekontrollen og de nye jobcentre fungerer, understreger Peter Waldorff.
- Det vi har set indtil nu, tyder desuden ikke på, at der skulle være rationaliseringsbesparelser i den størrelsesorden. I hvert fald ikke besparelser, som har ført til bedre offentlig service.
2015-planen opererer med en vækst i antallet af offentligt ansatte på 9000 frem til 2015. Men det er rent fiktivt tal, understreger regeringen selv i planen:
'De enkelte kommuner, regioner og statslige institutioner bestemmer således selv, om realvæksten i ressourcerne anvendes til at ansætte flere medarbejdere eller til et større indkøb af varer og tjenester i den private sektor,' hedder det på side 83.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278