17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kold skulder til skattelettelser

Kold skulder til skattelettelser

Fredag, 24. august, 2007, 00:00:00

Danskerne foretrækker velfærd frem for skattelettelser. Hvis der endelig skal lettes, skal det ske i bund- og mellemskatten, viser ny meningsmåling

50 procent af befolkningen er imod at sænke skatten på arbejde, og kun 16 procent vil have sænket topskatten. Det viser en ny meningsmåling fra Gallup.
Dermed får regeringens planer om at bruge ti milliarder kroner på skattelettelser en kold skulder.
De Konservatives skatteordfører Jacob Axel Nielsen mener, at undersøgelsens resultater skyldes uvidenhed.
- Vi har diskuteret ud fra en falsk melodi, som Socialdemokraterne har haft held til at plante i befolkningen: At skattelettelser er en modsætning til velfærd, siger han til Berlingske Tidende.
Dén melodi synger Anton Johannsen, der er landsformand for LO Faglige Seniorer, gerne med på.
- Man giver skattelettelser, der blandt andet skal finansieres af folkepensionister og andre på overførselsindkomster, erklærer han.
- Regeringen vil klart og tydeligt hellere give de bedrestillede flere penge til et øget forbrug end sikre, at velfærden kan udvikles og forbedres, siger Anton Johannsen.
Hvis der skal skæres i skatten, foretrækker 50 procent af danskerne bundskatten, mens 26 procent vil skære i mellemskatten og kun 16 procent i topskatten.
- Der forestår en pædagogisk opgave i at få folk til at forstå, at vi skal skære i top- og mellemskat, fordi det er dét, der giver arbejdskraft, er Jacob Axel Nielsens kommentar.
Regeringen forventer, at skattelettelserne vil få 20.000 flere i arbejde og dermed skabe nye skatteindtægter på tre milliarder kroner. Det beløb er medregnet i finansieringen af skattelettelserne.
- Det gør man normalt ikke, når vi har at gøre med de samlede statsfinanser, siger Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank til Danmarks Radio.
Han har nærlæst reformforslaget og vurderer, at der i 2009 vil mangle cirka syv milliarder kroner, før skattelettelserne er dækket.
Det vil give et samlet underskud på 25 milliarder kroner i 2015.
Forhandlingerne om regeringens skattepakke begynder i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland