17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Thor P. bruger talmagi

Thor P. bruger talmagi

Fredag, 24. august, 2007, 00:00:00

Finansministeren og Dansk Arbejdsgiver-forening har gang i talmagien i et forsøg på at underminere social- og sundhedsarbejdernes krav om mere i løn

Lønudviklingen for privat ansatte og ansatte i kommuner og regioner er parallel.
Det indtryk forsøgte finansminister Thor Petersen at give i tirsdags i forbindelse med præsentationen af regeringens kvalitetsreform. Her fremlagde Thor Petersen tal over lønudviklingen for både de privat- og offentligt ansatte, der øjensynligt skulle dokumentere, at de følges ad.
Problemet er blot, at tallene, der er baseret på opgørelser fra Danmarks Statistik, er fejlagtige. De korrekte tal viser derimod, at lønudviklingen i den kommunale sektor ligger i underkanten af den private sektors, konstaterer forhandlingsfællesskabet KTO - Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.
KTO gjorde for et stykke tid siden Danmarks Statistik opmærksom på, at opgørelserne giver et forkert billede af forholdet mellem lønudviklingen på det private arbejdsmarked og i kommuner og regioner. Danmarks Statistik har erklæret sig enig.
Korrigeres tallene, har en folkeskolelærer et lønefterslæb på 5400 kroner på årslønnen, mens en social- og sundhedshjælper mangler 4500 kroner.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er også ude med en melding om, at offentlige og privates lønstigninger følges ad. Og kan samtidig afsløre, at plejepersonalet tjener mere end halvdelen af lønmodtagerne på DA-området.
'Social- og sundhedspersonale tjener således 191 kroner per præsteret time, hvilket er mere end en fabriksarbejder', skriver DA`s nyhedsbrev Agenda i går.
Til sammenligning har fabriksarbejderen ifølge DA`s beregninger en timeløn på 185 kroner mens butiksansatte får 159 kroner.
- Det er cirkusregning og talmagi, lyder reaktionen fra Dennis Kristensen, formand for FOA og KTO.
- Det, DA opgør, er formentlig i stedet arbejdsgiverens udgift per time, medarbejderen er på arbejdspladsen, og den regnemetode har altså ikke noget at gøre med, hvad der går ind på social- og sundhedshjælperens lønkonto. Selvfølgelig stiger arbejdsgiverens udgift, hvis man fratrækker betalt frokost samt fravær med løn, herunder sygefravær, barselsorlov, omsorgsdage, ferie og så videre. Men det forhøjer altså ikke den udbetalte månedsløn, at man opgør en timeløn, der kun medregner timer, der fysisk er præsteret på arbejdspladsen, fastslår Dennis Kristensen.
Han ærgrer sig over, at DA i samme artikel viderebringer finansministerens fejlagtige løntal og det synspunkt, at de offentligt ansatte ikke har et lønefterslæb i forhold til de private.
- Jeg synes, det er brandærgerligt, at vi i stedet for en god debat om, hvorvidt det er fair, at de lavestlønnede kvindefag i den offentlige sektor ikke får mandeløn, nu skal bruger tiden på talmagi, slutter Dennis Kristensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland