7000 nye studerende står på venteliste for at få kollegieværelse i Århus inden studiestart. Også i Københavns melder kollegierne alt udsolgt
Der er stor mangel på kollegieværelser i det meste af landet. Kollegiekontorerne må henvise de nye studerende til det private boligmarked. Værst ser det ud i København og Århus, hvor der er helt udsolgt i kollegieværelser.
I Århus står der 7000 på venteliste for at få et kollegieværelse, så der er lange udsigter for de omkring 8000 unge, der netop er blevet optaget på en videregående uddannelse i Århus.
Selv de kollegier, der har været truet af lukning på grund af ledige værelser, er nu helt optagede. Før i tiden gav Århus Kommune boliggaranti til unge, der flyttede til Århus for at studere, men boliggarantien blev afskaffet i aftalen om dette års budget.
- Der er flere ansøgere i år. Det skyldes, at flere bliver optaget på uddannelsesinstitutionerne, og at der er flere unge i årgangene i det hele taget, siger Per Juulsen, der er direktør for Kollegiekontoret i Århus til DR Nyheder.
I København er ventetiden på mellem tre og seks måneder og helt op til tre år flere steder. Danske Studerendes Fællesråd (DSF) oplyser, at man skal helt til Næstved for at finde et ledigt kollegieværelse. Levevilkårsordfører i DSF, Michael Hunnicke, afviser at det er et luksusproblem.
- Vi mener, at det er vigtigt at sikre et god studiemiljø, og det kræver, at man som studerende kan få lov til at bo nogenlunde centralt, siger han til Arbejderen.
Kollegiekontorerne i både Århus og København må henvise de studerende til det private boligmarked, og det er et dyrt sted at befinde sig. I Storkøbenhavn er kvadratmeterprisen for en lejebolig i gennemsnit 119 kroner. Det betyder, at en to-værelses på 65 kvadratmeter typisk koster mere end 7500 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278