17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

DF tavs om løn-løfte

DF tavs om løn-løfte

Tirsdag, 28. august, 2007, 00:00:00

Enhedslisten vil i forhandlingerne om finansloven holde Dansk Folkeparti fast på løftet om fem milliarder til de lavtlønnede offentligt ansatte. Men DF er tavs

Hvis Dansk Folkeparti vil være med, tegner der sig et flertal for, at der bliver afsat et 'betydeligt milliardbeløb' til lavtlønnede offentligt ansatte. Og det skal med i den finanslov, som regeringen i dag fremlægger et forslag til, mener Enhedslisten.
- Vi skrev et brev til de andre oppositionspartier allerede i juni, om de ville være med til at der skal sættes et betydeligt milliardbeløb af på finansloven til de lavestlønnede offentligt ansatte. Vi har fået et positivt svar fra S og SF, mens Radikale ikke vil være med. Men vi har ikke fået svar fra Dansk Folkeparti, oplyser Line Barfoed, Enhedslistens finansordfører, til Arbejderen.
Da løsgængeren Louise Frevert heller ikke er afvisende, synes der at være et flertal på 88 mod 87 mandater - hvis altså Dansk Folkeparti er med på ideen. Og det skulle man tro, efter hvad partiets gruppeformand og finansordfører Kristian Thulesen Dahl sagde i Jyllands-Posten den 2. august:
'Det er nødvendigt at løfte lønniveauet med fem milliarder kroner i den offentlige sektor over de næste fire til fem år. Vi vil forpligte os til at komme med en ekstraordinær pose penge i en ekstraordinær situation, hvor der mangler arbejdskraft,'
Efter regeringens klare udmelding om, at den ikke vil sætte penge af til et lønløft, har Line Barfoed og Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten skrevet et 'rykkerbrev' til Dansk Folkeparti, hvor de spørger 'om I vil bruge det flertal, der er udenom regeringen?'
- Men vi har endnu ikke fået noget svar, siger Line Barfoed.
Arbejderen forsøgte i går at få det ønskede svar fra Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis finansordfører. Men han var til møde, og ringede trods mange opfordrende telefonbeskeder ikke tilbage før deadline.
De forskellige ordførere i Dansk folkepartis folketingsgruppe har allerede afleveret deres finanslovsønsker til Kristian Thulesen Dahl. Men partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted vil ikke ud med, om han har taget de fem milliarder kroner til lavtlønnede offentligt ansatte med på sin ønskeliste.
- Det er noget rent partiinternt. Det må du spørge Kristian Thulesen Dahl om, siger Bent Bøgsted til Arbejderen.
Enhedslisten vil afkræve Kristian Thulesen Dahl et svar, når forhandlingerne om finansloven indledes den 6. september, forklarer Line Barfoed.
Efter Enhedslistens mening er der dog brug for mindst det dobbelte for at rette op på lønforholdene blandt offentligt ansatte.
- Efter vores beregninger er der omkring 450.000, der har for lav løn. Hvis de skal have et lønløft næste år, er der brug for brutto 11 milliarder kroner. Men mange af pengene kommer jo tilbage til statskassen igen i form af skatter og afgifter, så nettoresultatet bliver faktisk fem milliarder kroner, siger Line Barfoed.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland