Det er os, der er TDC. Alle os tusindvis af medarbejdere. Hvordan kan de bestemme over det, som vi har skabt, spørger TDC-ansat

I lang tid troede Jette Hansen fuldt og fast på TDC-ledelsens gyldne løfter om, at de ville videreføre og udvikle koncernen.
I dag er illusionerne vasket væk. Men det har været en hård proces.
- Det kom som et fuldstændigt chok. Vi vidste godt, at de ville lukke kundecentre. Men vi havde aldrig nogensinde troet, at det kunne blive vores afdeling.
Sådan indleder Jette Hansen sin beretning om den skæbnesvangre dag, da hun og hendes arbejdskollegaer fik beskeden om, at deres arbejdsplads - TDC Fejlservice i Kolding - bliver lukket 1. april 2008.
Hun uddyber lidt:
- Vi har jo selve centralen for hele trekantsområdet her. Vi kalder det for 'krydsfeltet', alle telefonopkald kører her ind over centralen. Det er her, man udskifter abonnementskort og den slags.
Jette Hansen har arbejdet på telefonselskabet i Kolding i 16 år.
- Dengang hed det Jydsk Telefon. Jeg var på oplysningen. Vi arbejdede 90 kvinder på skiftehold, husker hun.
- I dag er der 30.
Selv har Jette de sidste syv år arbejdet på 'fejl-servicen', PSH15.
Hun vender tilbage til beretningen om chokket:
- Jeg havde fuld tillid til ledelsen. Den nye direktør, Jens Alder var på turne rundt i landet. Han kom også her til Kolding og forsikrede os om, at han ville samle og videreføre koncernen, fortæller Jette Hansen.
- Jeg var selv til mødet. Og jeg troede på ham. Det lød som om han havde reelle hensigter.

Skæbnedag
- Onsdag den 30. maj fik vi pludselig indkaldelse til møde dagen efter. Alle - over hele landet - var indkaldt. Så vidste vi godt, at der var noget i gære.
- Dagen efter havde vores chef forberedt et stort lysshow om koncernens fremtid. Men vi skar bare igennem, og sagde: Du kan godt droppe det der. Vi vil bare vide én ting: bliver den her afdeling lukket, ja eller nej, beretter Jette Hansen.
- Så blev der helt stille. Endelig faldt ordene: 'PSH15 flytter til Århus'.
- 20 minutter efter at vi havde fået beskeden, dukkede fire mænd i jakkesæt op. De skulle se på bygningerne, der allerede var sat til salg, fortæller hun.
- Det var ligesom, hvis man lader en bedemand tage mål til kisten mens man ligger på dødslejet. De er fuldstændig ligeglade med de menneskeskæbner, som bliver ofret i spillet om penge.

Vrede
Hun sidder der. Så nydelig og ulastelig klædt. Det falder ikke svært at høre for sig den smørstemme, der møder kunderne, når de får Jette Hansen fra TDC i telefonen.
Men nu gennembrydes det nydelige billede af en fortættet vrede over at blive behandlet som skidt efter 16 års tro og loyal tjeneste.
- Min første tanke var: Hvad bilder han (Jens Alder, red.) sig ind? Komme her og ødelægge det, som vi har bygget op? Det er os, der er TDC. Alle os tusindvis af medarbejdere, der holder det kørende hver dag. Hvordan kan de bestemme over det, som vi har skabt, forklarer hun.
- Jeg har altid været så stolt af at være TDC`er. Når jeg mødte en TDC-bil på landevejen hilste jeg glad. Det var jo en af
vores folk. Vi forsvarede TDC med hud og hår, hvis folk ringede ind og klagede over noget. Nu er der ikke noget at forsvare.
Jette Hansen er tydeligvis ved at være berørt over at få rippet op i al smerten.
Hendes mand, René er kommet hjem fra arbejde og falder ned ved siden af hende i sofaen. Han er også ansat ved TDC. I 21 år har han været antennemontør og kravlet i master.
Heldigvis er han ikke truet af fyring, for der er virkelig gang i mobilafdelingen.
- Det er jo den, TDC satser på, forklarer han.
Jette genoptager sin fortælling.
- For mange af os er dette her ligesom en skilsmisse eller død. Den første uge var der mange, der græd hver eneste dag, fortæller hun.
- Også mig selv. Så alle illusionerne er bogstaveligt talt blevet vasket væk i tårer. Men vi har været gode til at bruge hinanden rigtig meget, siger Jette Hansen.
- Vi er en flok kvinder, der har arbejdet sammen gennem mange år. Vi har et meget stærkt sammenhold. I lang tid kunne jeg slet ikke holde ud at tale med andre end dem om lukningen.
Jette lægger ikke skjul på, hvor hårdt det tager på hende.
- Jeg er så træt, så træt. Jeg sover den ene aften efter den anden væk. Og det er jo på grund af den psykiske belastning. De andre har det lige sådan, forklarer hun.
- Det er usikkerheden. Vi aner ikke spor om vores fremtid. Men det er også bitterheden. Det er jo et kæmpe socialt netværk, der bliver splittet op.
Jette Hansen har endnu ikke besluttet, om hun vil rejse med til Århus, eller tage fyresedlen. Flere timers daglig transporttid til Århus er skræmmende.
- Men hvad kan jeg få af job, spørger hun.
- Alt hvad jeg har lært, er rettet mod TDC-opgaver og lært på interne kurser i TDC. Det er ikke ret meget værd andre steder, fastslår hun.
- Men det er selvfølgelig endnu værre for de, der er midt i 50`erne, og lige mangler de sidste par år inden efterlønnen.
Hun fortæller, at flugten væk fra arbejdspladsen allerede er i fuld gang.
- Fire er allerede rejst. Og hvad nu hvis vi sidder nogle få stykker tilbage i Kolding efter nytår? Flytter de så bare vores skriveborde til Århus, så vi skal møde dér?

Menneskelighed
Ingen kan være i tvivl om, hvor såret Jette Hansen er over at blive behandlet på den måde.
- Det står i skærende kontrast til den personalepolitik, som der var førhen i Tele Danmark og TDC, forklarer hun.
- Da min mor blev alvorligt syg og skulle dø, var det min daværende chef, der selv sendte mig på orlov. 'Stolen står parat til dig, når du kommer tilbage', sagde han og ordnede alle papirerne for mig. Jeg var væk i tre måneder, indtil min mor var i jorden. Det kalder jeg at have menneskelig forståelse, siger hun.
I dag blæser der helt andre vinde i TDC.
- Der er mange eksempler på, at vi bliver overvåget og chikaneret. Der har sågar været hentet folk ind fra andre afdelinger for at holde øje med os, fortæller hun.
- Vi kan ikke undgå at få det indtryk, at de ønsker, at vi selv går. Så kan det jo kaldes 'naturlig afgang', fortsætter hun.
- Jeg tror ikke, at de ønsker at få os med til Århus. For vi er 'gamle i gårde'. En flok skrappe kvinder, der kunne skabe 'dårlig stemning' i det nye store call-center i Århus, vurderer hun.
- Her bliver jo fyldt op med nye unge studerende. De er nok noget lettere at have med at gøre, kommer det ironisk.
- Vi kvinder er jo tit for medgørlige. Men vi havde to piger, der virkelig turde råbe op, og som kunne alle love og paragraffer på fingrene, fortæller Jette Hansen.
- Sidste forår stoppede de to. De blev nemlig - helt usædvanligt - tilbudt en fratrædelsesordning på tre år. Det var jo meget klogt gjort af TDC, for de kunne virkelig have skabt problemer for ledelsen nu, funderer Jette.
Og hun drager selv konklusionen:
- Der er ikke nogen tvivl. De har forberedt det længe. Det var kun os, der ikke vidste noget.