17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Markedet kvæler omsorgen

Markedet kvæler omsorgen

Onsdag, 05. september, 2007, 00:00:00

Omsorgen bliver usynlig, når velfærden bliver koloniseret af markedskræfterne. Det er netop det, regeringen arbejder på, kom det frem på Christiansborghøring

Velfærden kom i mere end en forstand ned på gulvet, da Socialpolitisk Forening, Den Alternative Velfærdskommission og Fagligt Ansvar i går formiddag holdt høring på Christiansborg om 'velfærd og økonomi i fremtiden'. Ikke mindst takket være en social- og sundhedshjælper og en pædagog fra et fritidshjem.
Charlotte Ørsted-Petersen fortalte om en dag i hjemmeplejen på Vestamager. Om den alt for knapt tilmålte tid, som hjemmehjælperne har til at tage sig af de ældre - og ikke mindst hvordan minuttyranniet kvæler næsten alle muligheder for ægte omsorg.
- Over kaffen reflekterer jeg over min dag. Hvorfor er jeg stolt af mit fag? Gør jeg en forskel? Er der en skjult dagsorden? Skal jeg søge over i den private sektor? Søge over som vikar, så kan jeg få højere løn? Hvorfor er der så lidt respekt for den ældre generation, at deres personlige pleje er sat under administration? Hvorfor er dette system så rigidt? Er tillid godt, men kontrol bedre? Tak fordi I ville lytte, sluttede Charlotte Ørsted-Petersen sit indlæg.
Det høstede stort bifald blandt de fremmødte i Fællessalen på Christiansborg, som dannede ramme om høringen. Den var stablet på benene på kort tid for at give modspil til regeringens spin om 'kvalitetsreform' og skattelettelser. Og også fungere som alternativ til den høring domineret af økonomer fra CEPOS og OECD samt tidligere og nuværende overvismænd, som Folketingets Finansudvalg holdt senere på dagen i går.

Jeppe i baronens seng
Bente Rich, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, satte på høringen fokus på den markedsgørelse af velfærden, der er en følge af regeringens politik, og helt konkret også af den såkaldte 'Kvalitetsreform', som regeringen har spillet ud med.
- Kvalitetsreformen bærer overskriften 'Bedre velfærd og større arbejdsglæde.' Det lyder jo besnærende. Og når man læser papiret igennem, er det fyldt med plusord. Man får det næsten som Jeppe i baronens seng: 'drømmer jeg eller er jeg vågen,' indledte Bente Rich, før hun pillede drømmebillederne fra hinanden.
- Man kunne tro, er her kommer virkelig et oplæg til forbedring af den offentlige velfærd. Men kun fem procent af Kvalitetsreformens 180 konkrete forslag drejer sig om såkaldte borgerrettede ydelser. 24 procent kan siges at have noget med velfærd at gøre. Men hovedparten af forslagene drejer sig om mere styring og administration. Og godt en tredjedel handler om markedsgørelse af den offentlige sektor, fastslog Bente Rich, der også er medlem af Den Alternative Velfærdskommission.

Markedslogik
Markedet har 'koloniseret' den offentlige sektor, og kvalitetsreformen vil styrke og fremskynde denne udvikling. Det handler i virkeligheden om at skræddersy den offentlige sektor til denne markedsgørelse, konkluderede Bente Rich.
- Det grundlæggende i velfærdstanken er omsorg for dem, der har hjælp behov. Da man skulle modernisere den offentlige sektor, kiggede man på metoderne i industrien. Men markedslogikken kan ikke bruges på omsorg. Markedslogikken handler om penge og kontrakter, om mest muligt for færrest mulige penge. Den gør velfærden til en vare, og borgerne til konsumenter. Omsorg, der vel egentlig bygger på kærlighed, anerkendes slet ikke i den forbindelse.
- Omsorgen bliver usynlig, forsvinder, og overlever kun som en form for sort arbejde, når lærere, pædagoger, hjemmehjælpere og sygeplejersker bruger deres medmenneskelighed og professionelle viden, helt uden om de fastlagte skemaer og og kvantitative opgørelser.
- Jeg undrer mig dagligt over, at de faglige organisationer ikke råber op om, at denne udvikling ødelægger deres medlemmers mulighed for at udføre deres arbejde, deres profession. Jeg har hørt mange offentligt ansatte sige, at i dag må de glemme alt, hvad de har lært, vende ryggen til deres uddannelse, for at udføre deres 'arbejde', sagde Bente Rich.
Hun påpegede også, at det er vigtigt at offentligt ansatte bruger deres ytringsret, for ikke at sige ytringspligt:
- De er tit for pæne. Men det er dem, der har kendskab til det egentlige indhold og de virkelige konsekvenser af regeringens politik. Så man må søge sammen og diskutere det her, og komme ud med kritikken, opfordrede Bente Rich.

Tallene holder ikke
På høringen gennemgik økonom Henrik Herløv Lund fra Den Alternative Velfærdskommission, DAV, konsekvensen af tallene i regeringens 2015-plan, og fik også den seneste skatteaftale med.
Han påviste, at tallene selv efter regeringens egne regnemetoder ikke ville føre til bedre offentlig velfærd, men tværtimod udhule den. Og at slutresultatet i 2015 sandsynligvis vil være endnu værre, fordi regeringens tal ikke hænger sammen.
- Regeringen regner med op mod 100.000 flere i arbejde i 2015. Det er dem, der skal skaffe et såkaldt økonomisk råderum på 16 milliarder kroner til både skattelettelser og det, regeringen annoncerer som mere velfærd. Men forudsætningerne holder ikke, forklarede Henrik Herløv Lund.
Det mest sandsynlige er at beskæftigelsesfremgangen højst bliver på det halve, vurderede han.
- Og da man næppe kan forestille sig, at regeringen vil opgive skattelettelserne, er der kun ét sted at hente de penge, der kommer til at mangle: Hos den offentlige velfærdsservice, konkluderede DAV-økonomen.

Brug ytringspligten
Netop derfor er der brug for en ny regering, og først og fremmest en ny politik, slog Jens Borking, Fagligt Ansvar, og Nanna Westerby, 2oktober-initiativet fast i deres høringsindlæg.
Første styrkeprøve bliver 2. oktober, når Folketinget åbner efter sommerferien. Her er der indkaldt til store demonstrationer i landets største byer, med fokus på velfærden.
- Der er en tydelig og massiv modstand mod regeringens politik. Befolkningen ønsker ikke skattelettelser, men mere offentlig velfærd. Derfor er der så stor opbakning fra uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser til vores demonstrationer den 2. oktober. Men vi skal også have for eksempel boligorganisationer, ældreorganisationer og indvandrerorganisationer med, sagde Nanna Westerby.
Socialpolitisk Forenings nye formand Knud Vilby, sluttede høringen af med at opfordre de tilstedeværende til at 'gå ud og gøre brug af jeres ytringspligt.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland