De århusianske pædagoger og ledere oplever den øgede mængde papirarbejde som en stor byrde i hverdagen - det går ud over børnene, lyder en samlet melding

Muhammed skal have skiftet ble, Andrea kan ikke spise sin mos selv og skal mades, pludselig vågner Ahmed og vil ud af vuggen, mens Fatima skriger, og skal have hjælp til at få bukser på. Det hele skal gå stærkt, før de næste vågner og skal have mad, skiftet ble, i tøjet og ud på legepladsen.
Sådan er hverdagen for mange pædagoger - også for pædagogerne i vuggestuen Spurven i Gjellerup i Århus.
- Om eftermiddage er vi seks voksne til 30-33 børn. Vi ligger vandret. Vi har derfor besluttet af spise på én stue og så kommer ungerne ind på skift - dem der er mest sultne først, fortæller pædagog og tillidsrepræsentant i Spurven, Lone Jørgensen, til Arbejderen.
Lone Jørgensen forklarer, at de mange nedskæringer, som Århus Kommune har gennemført, giver en stresset hverdag. Dertil kommer den ekstra belastning med de konstant voksende krav til pædagogernes administrative arbejde.

Papirarbejdet sluger
Læreplaner, virksomhedsplaner og pædagogiske tilsyn er blevet en del af pædagogernes hverdag. En ny undersøgelse fra fagforeningen for pædagoger og klubfolk, BUPL i Århus viser, at papirarbejde og kontrol fylder uforholdsmæssigt meget i pædagogernes hverdag.
Meldingen fra det pædagogiske personale er klar: 'Kontrollen af daginstitutionerne er vokset, og tiden til børnene er blevet mindre'.
Lone Jørgensen kan nikke genkendende til billedet af den øgede mængde administrative arbejdsopgaver.
- De pædagogiske læreplaner, føler jeg, er indført for at sikre, at vi ikke sidder i rundkreds og drikker kaffe. Det er en mangel på tillid. Når vi bruger tid på dem, er der jo andre ting, der bliver skubbet, siger Lone Jørgensen. Hun påpeger, at en del af problemet med de mange nye tiltag er, at der ikke følger ressourcer med ud til institutionerne, men kun flere krav.
- Jeg ville gerne bruge de pædagogiske læreplaner og tage dem frem, når jeg føler, at jeg er gået lidt i stå, og se hvad vi egentlig besluttede. Men problemet er, at vi nu er mere opbevaring end udvikling. Jeg har en kollega som siger, at det eneste vi gør er at slukke ildebrande, fortæller Lone Jørgensen.
Hun oplyser, at forældrebestyrelsen i Spurven ikke ville godkende institutionens årsplan - ikke fordi de synes den var dårlig, men simpelthen fordi de ikke mente, at den kunne opfyldes, hvis udviklingen med nedskæringer i Århus kommune fortsætter.
Siden 1. august 2004 har alle dagtilbud skulle lave pædagogiske læreplaner. Planerne skal være med til at dokumentere de 0-6 åriges læring og udvikling. Da planerne blev indført, lød der mange protester fra blandt andet de pædagogiske fagforeninger, som frygtede, lige netop det som Lone Jørgensen og mange andre oplever, nemlig at der ikke fulgte ressourcer med, og at tiden derfor gik fra børnene.
Ud over arbejdet med læreplanerne følger også årlige tilsyn fra kommunen og arbejdet med institutionens virksomhedsplan samt møder med forvaltninger, samarbejde med skole, forældre og lignende.
- Jeg kan huske, at ved de første tilsyn havde vi frugtbare og givtige samtaler med folkene fra kommunen. Nu oplever jeg, at der er kontrol for at kontrollere. Der bliver ikke lyttet, og vi får sjældent svar på det vi sender ind - det er enormt frustrerende, fortæller Lone Jørgensen. Hun påpeger, at flere af hendes kollegaer føler, at de aldrig har tid til at arbejde med det, de er sat til, nemlig børnene.

Børnene taber
Hvem der bliver taberne i kommunens kontrol-cirkus er der ingen tvivl om - det er børnene, konstaterer Lone Jørgensen.
- For ni år siden, da jeg startede her, var vi ofte i svømmehallen, hvor man skal være mange voksne per barn - det er vi stort set aldrig mere. Vi tager ikke på bustur, som ellers er vigtigt i vores område, hvor børnene bliver båret ud i bilen og kørt hjem. Der er mange ting, vi burde introducere dem for, men som vi ikke kan.
Spurven, hvor Lone Jørgensen arbejder, ligger i Gjellerup, som er et område med mange indvandrerfamilier og mange forskellige kulturer. I øjeblikket er der kun et dansk barn i institutionen.
- Her skal børnene først lære deres modersmål, en anden kultur og så dansk. Det kan simpelthen være umuligt, når der ikke er ressourcer til ekstra timer eller til meget andet for eksempel møder, siger Lone Jørgensen.
De manglende ressourcer viser sig helt tydeligt i de aktiviteter, Spurven kan lave med børnene.
- Vi har stort set kun 'en til en kontakt', når barnet ligger på puslebordet. Vi maler ikke særligt tit mere, bager eller deler børnene op i grupper. Der er simpelthen flere børn per pædagog end tidligere, siger Lone Jørgensen.
- At vi ikke har nok personale eller nok tid betyder, at vi næsten aldrig har tid til ro og omsorg. De udadreagerende børn er vi opmærksomme på, men de mere stille passer mere sig selv.

Elsker mit arbejde
På trods af den pressede hverdag understreger Lone Jørgensen, at hun elsker sit arbejde.
- Jeg er rigtig glad for mit arbejde, det er spændende og udfordrende, men nogen dage, når jeg kommer hjem, tænker jeg, at der var et barn, jeg ikke kom nok omkring, fortæller Lone Jørgensen. Hun understreger desuden vigtigheden af at se på børnene som børn.
- Det er jo ikke tandpasta eller potter og pander, vi har med at gøre, men børn.
Hun oplever også, at kollegaerne er glade for deres arbejde - bare ikke arbejdsforholdene og lønnen.
I Spurven har de ansatte valgt at passe på hinanden, de er blandt andet begyndt at få supervision udefra for at klare presset og forsøger at give hinanden lidt ro i hverdagen og holde telefonfri stunder.
- Vi kan godt mærke, at vi nogen gange råber lidt for højt og er nødt til at arbejde meget her og nu, når tingene sker. Vi prøver at give hinanden et lille pusterum og sørger for, at der er ro i middagsstunden, fortæller Lone Jørgensen.
- Nogen dage sidder jeg om aftenen derhjemme og tænker: Gid jeg havde haft lidt mere tid til at trøste, lyder det fra Lone Jørgensen.