Metal Horsens har lavet aftale, som forpligter virksomheden og dets hovedentreprnør til at sikre, at alt arbejde sker på danske vilkår uanset hvor folk kommer fra
af Hans Brinkmann
Det startede ellers som en elendig historie og endnu et eksempel på, hvordan østeuropæiske kolleger bliver misbrugt og snydt, men måske ender den som model for fremtidige aftaler.
Faglig sekretær i Metal Horsens, Benny Sørensen fik morgenkaffen galt i halsen, da han havde sat sig på terrassen og slog op i avisen lørdag den 23. juni:
'Østeuropæere snydt for fem ugers løn
62 østeuropæiske arbejdere forlod i går Juelsminde uden andre penge på lommen end 2000 euro til benzin på hjemturen.
Siden 21. maj har de været ansat på et projekt på Daka Biodiesel ved Løsning uden at få løn. De var blevet lovet mellem 75 og 120 kr. i timen for deres arbejde og havde kontrakt med et firma fra Schweiz, men har indtil videre ikke fået penge for deres arbejde. Tilsammen mangler de at få 160.000 euro udbetalt i løn, mere end en mill. kr.'
Nu er det jo ikke en udsædvanlig historie, men når han straks reagerede, så skyldtes det, at han selv bare 14 dage før havde forhandlet en overenskomst på plads, som sikrede, at metalarbejderne på pladsen er sikret danske overenskomstforhold uanset hvilket tungemål de taler.
Tip fra kollegaerne
Det hele var startet med et tip fra kollegaerne fra 3F i Hedensted, de havde observeret, at der var rigtig mange udenlandske metalarbejdere i gang på DAKA`s store bioprojekt i Løsning.
Benny Sørensen tog derud og kunne konstaterer, at der blev talt mange sprog - men ingen af udlændingene kunne et forståeligt engelsk, så han måtte opgive at komme i kontakt med dem.
I stedet kontaktede han DAKAs direktør og foreslog et møde med hovedentreprenøren på projektet, det østrigske firma BDI (BDI - BioDiesel International AG).
- De udenlandske virksomheder kender intet til, hvad det vil sige at arbejde efter den danske model, så der var brug for et møde, hvor vi kunne forklare dem, hvad det drejer sig om. De tror, at hvis blot arbejdsmiljøreglerne er overholdt, så er alt på plads, siger Benny Sørensen.
På de bonede gulve
I stedet for et lokalt møde blev han kaldt til møde i Det Tyske Handelskammer, som holder til på Børsen i København. Her mødtes han, sammen med en repræsentant fra forbundet, med direktøren for handelskammeret, som har specialiseret sig i at lave aftaler omkring løn- og arbejdsforhold for østeuropæiske arbejdere.
- Handelskammeret præsenterede os for et færdigt udkast til overenskomst, som skulle dække alle udenlandske virksomheder, som kommer på pladsen, siger han.
Der var enighed om, at DI overenskomsten er grundlaget, som underentreprenørerne skal følge.
- Vi fik rettet aftalen til, og den er faktisk et godt grundlag, fordi den respekterer danske vilkår, samtidig tager den så højde for, at virksomhederne i nogle lande betaler sociale bidrag, som en vis procent af lønnen, siger Benny Sørensen.
Ikke DAKAs bord
Men trods den klokkeklare aftale, så var situationen en helt anden for de godt 60 østeuropæere i Løsning, de havde ganske enkelt ikke fået deres penge.
- Jeg var meget forundret, jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke havde hørt en lyd fra DAKA om problemet. Det var uforståeligt, jeg fik igen fat i direktøren, som var noget rundt på gulvet. De havde ganske vist betalt penge, så de i det mindste havde til benzinen hjem. Men formelt havde DAKA ikke noget med det at gøre. De har købt en østriger til at lave det hele, og har ikke noget ansvar for, hvad der foregår, siger Benny Sørensen.
Men formelt ansvar eller ej så var situationen uholdbar, Metal Horsens havde en overenskomst, men arbejdsgiveren havde taget benene på nakken og efterladt arbejderne uden løn og uden penge til at rejse hjem for.
- Det var ganske enkelt noget svineri at behandle folk sådan, og det er uholdbart, hvis man bare kan skubbe ansvaret nedad på den ene underentreprenør efter den anden, siger Benny Sørensen.
Skruede bissen på
Derfor valgte Metal Horsens at skrue bissen på, hvis der ikke meget hurtigt blev fundet en løsning, så kunne det blive svært at få færdiggjort DAKAs projekt.
Derfor blev der på et møde sidst i juni mellem afdelingen, DAKA og hovedentreprenøren BDI indgået en aftale, som forpligter både hovedentreprenøren og DAKA til at sikre, at alt arbejde på pladsen bliver honoreret efter dansk overenskomst. Det er slut med at fedte ansvaret af på underentreprenører med adresser langt fra Danmark.
- Sagen viser, at vi skal være meget mere opmærksomme på at sikre at tingene er i orden - også på de store arbejdspladser. Det er ikke kun blandt små virksomheder, der er brodne kar. Det er et gennembrud, at vi har en aftale, som forpligter den danske virksomhed til at sikre sig, at eventuelle underentreprenører følger overenskomsten. Aftalen kan bruges som model andre steder, for det er ikke sidste gang vi vil se projekter, hvor der kun arbejder udenlandske metalarbejdere, siger Benny Sørensen.
Skal skaffe penge til de snydte
Selvom de 60 østeuropæere for længst er rejst hjem, og deres udenlandske arbejdsgiver er over alle bjerge, så har Metal Horsens ikke opgivet at skaffe dem den million kr. de har til gode.
- Selvom det her ikke giver medlemmer til fagforeningen, så vil vi følge sagen til dørs. Vi har navne og adresser på dem, der er blevet snydt. Det er noget svineri at trække folk til Danmark og snyde dem for lønnen, derfor vil vi gøre alt for at de får pengene, siger Benny Sørensen.
I aftalen, som DAKA og BDI har underskrevet, forpligter de to virksomheder sig til at arbejde 'i fuldt omfang' for at de får deres penge.
- Nu forventer vi, at de to virksomheder opfylder deres del af aftalen, og får hentet pengene hjem. Det er jo ikke en uforpligtende hensigtserklæring, hvis de ikke lever op til aftalen, så kan vi i sidste ende gå rettens vej, siger Benny Sørensen.
Artiklen har tidligere været bragt på www.eufagligt.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278