En historisk bred alliance af fagforeninger og ungdomsorganisationer mobiliserer til stordemonstration 2. oktober. Samarbejdet ser ud til fortsætte bagefter
Tilslutningen til den store velfærdsdemonstration på folketingets åbningsdag vokser og vokser og er allerede nu større end til de store velfærdsprotester sidste år.
Senest er fagforbundet 3F gået med i samarbejdet bag demonstrationen, der i forvejen tæller elevbevægelsen, Genstart Danmark og resten af LO-forbundene. Også begge hovedorganisationer, LO og FTF er med.
- Den velfærdspolitiske dagsorden er afgørende for Danmarks fremtid. Derfor er vi i fuld gang med at mobilisere til demonstrationen, fortæller 3F`s formand, Poul Erik Skov Christensen, til Arbejderen.
- Vi sender busser fra de byer, der ikke selv har demonstrationer. Vi planlægger en aktionsdag den 25. september, hvor vores afdelinger over hele landet går på gaden med foldere og plakater, der fortæller om medlemmernes hverdag og hvorfor protesterne er nødvendige. Endelig vil vi sende hold ud i Aalborgs gader med materiale, når vi holder kongres i byen fra den 15. til den 20. september, siger han.
Hovedparolerne til demonstrationen den 2. oktober siger ja til velfærd til alle, ja til mere løn og flere hænder, penge til kommunerne, og investering i god og gratis uddannelse og nej til privatiseringer, nedskæringer og forringelser, minuttyranni og skattelettelser.
Dermed er banen kridtet op for et opgør med regeringens nyliberale privatiseringspolitik, og meget tyder på, at det historisk brede samarbejde mellem organisationerne også vil fortsætte efter den store dag.
- Med så stort et arrangement er det klart, at der vil være initiativer der følger op på protesterne. Nu ligger vedtagelsen af de kommunale budgetter lige om hjørnet og mange organisationer vil nok også samarbejde omkring overenskomstkampene til foråret, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, til Arbejderen.
Demo 2. oktober klokken 16.30
København: Christiansborg Slotsplads
Århus: Rådhuspladsen
Odense: Flakhaven
Aalborg: Banegårdspladsen
Kolding: Rådhuspladsen
Foreløbig planlægges der yderligere demonstrationer i Esbjerg, Silkeborg og på Bornholm. Flere byer ventes at slutte sig til, oplyser kampagnegruppen for 2. oktober til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278