02 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Borgmestre forstår lønkrav

Borgmestre forstår lønkrav

Tirsdag, 11. september, 2007, 00:00:00

To ud af tre borgmestre synes, at social- og sundhedsarbejderne får for lidt i løn. Men det er tvivlsomt, om de vil give flere penge til området

Social- og sundhedsarbejdernes vedvarende krav er nået indenfor på knap to ud af tre af landets borgmesterkontorer. Det viser en ny undersøgelse fra magasinet Danske Kommuner.
I følge undersøgelsen mener to ud af tre borgmestre, at social- og sundhedsarbejderne i deres kommune får for lidt i løn. En af dem er Tommy Dinesen (SF), som er borgmester i Kalundborg, hvor godt 800 social- og sundhedsarbejdere er ansat.
- Jeg har stor forståelse for deres lønkrav. De laver et flot stykke arbejde, som fortjener at blive belønnet ordentligt, siger han til Arbejderen.
Men social- og sundhedsarbejderne skal ikke føle sig sikre på, at de gode intentioner fører til kontante resultater, når borgmestrene sætter sig ved forhandlingsbordet.
Kalundborg har som en af landets første kommuner lavet en forhåndsaftale om de lønmidler, der skal forhandles lokalt, før de centrale overenskomstforhandlinger går i gang til foråret.
- Aftalen fungerer som en harmonisering af de forskellige lokalaftaler, der var før kommunesammenlægningen. Heldigvis har vi fået forhandlet os frem til at fastholde højeste fællesnævner fra aftalerne. Men der er ikke givet flere penge til området, siger Jutta Larsen, afdelingsformand for FOA i Nordvestsjælland, til Arbejderen.
Det får hende til at tvivle på substansen i borgmesterens forståelse for social- og sundhedsarbejdernes lønkrav.
- Når han alligevel ikke vil sætte penge af til området, ved jeg ikke hvor alvorligt han mener det, siger hun.
I flere forskellige kommuner gav borgmestrene i foråret efter for social- og sundhedsarbejdernes krav ved at lægge en ekstra pose penge oven i lokalforhandlingerne. Men det er ikke vejen frem, mener Tommy Dinesen.
- Det er usolidarisk hvis kommunerne begynder at give lønforhøjelser før overenskomstforhandlingerne. Så bryder hele vores aftalesystem jo sammen, understreger Kalundborgs borgmester.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland