Kvindelig tillidsmand ser frem til debatten om globalisering på 3F`s kongres. Hendes egen arbejdsplads er blevet opkøbet af udenlandsk kapital

Umiddelbart skulle man tro, at det ville virke overvældende at komme fra en arbejdsplads med 24 kolleger og til en kongres med over 900 delegerede.
Men tanken skræmmer ikke Marianne Andreasen, tillidsrepræsentant på Bates Cargo-Pak i Nørresundby.
- Der skal nok være nogle, der synes, det er voldsomt, at 900 personer skal tage beslutninger på vegne af 360.000 medlemmer i 3F. Men jeg kan ikke lade være med at sammenligne med, at 176 folketingspolitikere bestemmer over mere end fem millioner borgere i Danmark, siger hun til Arbejderen.
Den nordjyske tillidskvinde har tidligere deltaget i kongres i KAD og var også med til sammenlægningskongressen mellem SiD og KAD i 2004.
Nu glæder hun sig til den første rigtige kongres i det kun tre år gamle forbund 3F og er spændt på, hvad en hel kongres sammen med de forhenværende medlemmer af SiD vil bringe.

En lille brik
Hun har været faglig aktiv i KAD siden 1990, dels i miljøudvalget, dels i bestyrelsen. I 2003 blev hun valgt som tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads. Året efter kom den på amerikanske hænder og i 2005 fik den en helt ny ledelse. Ændringer der har givet anledning til mange bekymringer.
Derfor ser hun især frem til debatten om globalisering og uddannelse på kongressen.
- Dagligdagen med 24 kolleger er til at overskue. Men når jeg tænker på, at vi har en finsk direktør, er ejet af en amerikansk koncern, der har 600 andre virksomheder med i alt 52.000 ansatte fordelt rundt i hele verden, så kan jeg godt føle mig en smule alene og usikker, indrømmer 46-årige Marianne Andreasen.
- Det var underligt at blive opkøbt af en amerikansk koncern med en helt anden virksomhedskultur end vores. Den finske direktørs kendskab til den danske model og industriens overenskomst var ikke stor, da han kom til. Det er tydeligt, at der i dag er sket store ændringer på det sociale miljø og effektiviseringen har også fundet sin indgang på virksomheden. Der er i dag ikke plads til de sjove indfald, som der var tidligere.
Marianne Andreasen synes ikke altid, det er let at være alene som tillidsrepræsentant, og da slet ikke når ens arbejdsplads kun er en lille brik i et stort internationalt spil.
Hun efterlyser forbundets hjælp til at etablere et netværk af andre tillidsrepræsentanter, som hun kan diskutere med.
- Det kan både være på tværs af koncernen selv men også på tværs af industrivirksomheder, mener hun.
For udviklingen med at udenlandsk kapital investerer i danske arbejdspladser tror Marianne Andreasen langt fra er slut. Og i takt med det stiger behovet for at opbygge netværk for tillidsrepræsentanter.
- Der er altså forskel på at have en ledelse med kendskab til danskernes arbejdsmoral og måde at arbejde på og så en ledelse udefra. Det rejser mange spørgsmål, og hvor søger man lige de svar, spørger tillidskvinden.

Outsourcing
Et er at udenlandsk kapital investerer i danske virksomheder, noget andet når danske arbejdspladser flytter ud af landet.
- Outsourcing er da en evig trussel. På mit arbejde får vi, om ikke andet så hver gang vi har lønforhandlinger, at vide, at vores arbejde kan gøres meget billigere i Kina. Hvad sker der med mig og kollegerne, hvis der bliver gjort alvor af truslen?
- Jeg har snart 25 års jubilæum på Cargo-Pak, og hvor finder jeg lige et andet arbejde uden mere uddannelse eller opkvalificering.
Marianne Andreasen mener, at alle skal have lige muligheder for uddannelse. For uddannelse kan alt andet lige gøre ens jobmuligheder større, hvis man kommer til at stå i en situation, hvor man skal på jagt efter nyt arbejde.
Problemet med østarbejdere, der kommer til Danmark for at arbejde, optager Marianne Andreasen. Her ligger en stor opgave for 3F, mener hun.
- Problemet er endnu ikke så udbredt på industriens område som indenfor byggeriet. Men jeg hører da stadig tiere, at der bliver ansat udenlandsk arbejdskraft også på industriarbejdspladser. Det kræver mange ressourcer at sikre, at de udenlandske kolleger bliver ansat på ordentlige vilkår, og at de bliver integreret i fagforeningerne, så de ikke går som løntrykkere.

Kamp om medlemmerne
Det optager Marianne Andreasen, hvorfor det er så svært at fastholde medlemmerne i 3F. Er vi blevet for forkælede og er der mere at slås for, kan hun spørge sig selv. Hver gang når hun frem til samme konklusion.
- Tag bare vores private servicegruppe, der for øjeblikket afslører den ene sag efter den anden, hvor lavtlønnet rengøringspersonale er blevet snydt i løn. Hvad nu hvis ikke fagforeningen havde været der, så ville det blive den enkeltes kamp mod firmaet.
Det irriterer Marianne Andreasen, at det ofte først er, når der er problemer, at folk forstår betydningen af at være medlem.
- Men det kan nok ikke være anderledes, ræsonnerer hun, der selv ser medlemsskab af en fagforening på linje med det at tegne eksempelvis en husforsikring.
Dybest set handler det om medlemspleje. Et af de emner kongressen tager op, drejer sig om, hvilke kerneopgaver forbundet skal satse på.
Marianne Andreasen er ikke i tvivl om, hvor 3F skal bruge sine kræfter.
- Jeg betragter overenskomsterne, arbejdsmiljø og arbejdsskader som nogle af de vigtigste opgaver. Og så skal fagforeningen forstå at værne om tillidsrepræsentanterne, sørge for at de får den nødvendige uddannelse og støtte i dagligdagen.

OK - hvad nu!
I forbindelse med fusionen mellem SiD og KAD kom Marianne Andreasen ind i industrigruppens bestyrelse og fik samtidig sæde i afdelingsbestyrelsen i 3F Aalborg.
Hun indrømmer, at specielt i industrigruppen gik dønningerne højt umiddelbart efter overenskomsterne i foråret
Som skifteholdsarbejder havde hun selv forventet, at overenskomsterne havde kastet noget mere af sig. Men efterhånden som tiden er gået, hælder hun til, at man ikke kan klandre forbundets forhandlere.
- Vi fik trods alt bedre varslingsregler for skifteholdsarbejdere.
Marianne Andreasen havde gerne set en højere ferieprocent. Og frem for honorar for at udføre sit tillidshverv ville hun hellere have haft eget kontor med mulighed for at sætte sig med en kollega bag en lukket dør.
Hun tror ikke på, at der kommer til at ske de store ændringer på formuleringen og forhandlingen af kravene.
Hun vil også hellere have gjort noget ved de udemokratiske sammenkædningsregler.
- Folk oplever ikke, at de har muligheden for at sige fra, og det er sværere at gennemskue, hvad der bliver stemt om. Det er ikke specielt demokratisk, at HK`ere skal have indflydelse på industriarbejdernes overenskomst.
Marianne Andreasen vil tage til kongres med udslåede ører. Om hun springer på talerstolen, vil hun ikke love.