16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Debat om nyt ungdomshus

Debat om nyt ungdomshus

Fredag, 14. september, 2007, 00:00:00

Beboere i Nordvest-kvarteret i København diskuterer ivrigt, om de vil have et ungdomshus på Grøndalsvænge Alle. Der skrives læserbreve som aldrig før

Beboergruppen for et ungdomshus i Nordvest inviterer naboer til Grøndalsvænge Alle 13, lokalpolitikere og andre interesserede til borgermøde om ungdomshus i Nordvest. Det sker den 18. september klokken 19.30 på Duevejen Skole.
- Vi har talt med de unge bag initiativet om at gøre Grøndalsvænge Alle 13 til ungdomshus, og vi vil gerne have dem i vores kvarter. Vi håber at andre beboere har lyst til at komme til mødet og høre om ideen om et ungdomshus på en anden måde end gennem medierne, siger Helene Hansen fra Beboergruppen for et ungdomshus i Nordvest.
Initiativgruppen for et ungdomshus på Grøndalsvænge Alle, G13, skriver på deres hjemmeside, at de vil benytte sig af ulydig og ikke-voldelig konfrontation. På borgermødet kommer en repræsentant fra G13 for at fortælle om konceptet.
- Vi håber at vi med dette møde kan starte en dialog. Både mellem naboer og G13-initiativet samt mellem naboer med forskellige meninger, forklarer Helene Hansen.
Thomas Riemenschneider kommer og fortæller om, hvorfor han gerne så de tomme bygninger omdannet til et ungdomshus.
- Som forælder til store børn i gå-i-byen-alderen glæder jeg mig til at kvarteret bliver beriget med et tilbud, hvor ungerne kan skabe sig en tilværelse og et værested på egne, fælles præmisser. Det kan være med til at udvikle København til den kultur-metropol, som mange ønsker. Og nu kan det blive med vores kvarter i front. Det kalder jeg et godt tilbud, siger han.
Det er dog ikke alle naboer, der er så venligt stemt overfor ideen. Debatten i lokalpressen har været præget af bekymrede naboer. Det konservative medlem af Grøndal Lokalråd, Rasmus Jarlov, har startet en underskriftindsamling imod et ungdomshus på Grøndalsvænge Alle.
Han inviteres personligt til borgermødet af beboergruppen, der også har startet en underskriftindsamling, som er henvendt til Borgerrepræsentationen:
'I skabte problemet ved at sælge Ungdomshuset. Vi beder jer derfor om at tage ansvaret på jer og give de unge huset på Grøndalsvænge Alle som selvstyrende Ungdomshus,' står der i teksten, som der samles underskrifter på.

Skriv under: www.ungdomshus-i-nordvest.dk
Se mere om G13: www.aktiong13.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland